skole

Skole fik redskaber til at tackle forandringer og høje følelsesmæssige krav

"SPARK-forløbet har givet et kvalitetsløft i vores TRIO-samarbejde. Vi er blevet mere bevidste om, hvad vi er gode til, og hvor vi fortsat skal investere". Sådan lyder det fra specialskole i Sønderborg, der gennem et SPARK-forløb har fået inspiration til, hvordan de kan arbejde med psykisk arbejdsmiljø.

Af Irene Aya Schou 27/07/2020

Effektiviseringer, høje følelsesmæssige krav, øget samarbejde med forældre, kompetenceudvikling, tværfagligt samarbejde og implementering af nye politikker.

Forandringer er et vilkår for de fleste kommunale arbejdspladser, men hvordan tackler man disse forandringer, så de ikke fører til mistrivsel og utryghed men i stedet til øget arbejdsglæde, styrket faglighed og bedre kvalitet i opgaveløsningen?

Det har de arbejdet med på en specialskole i Sønderborg gennem et SPARK-forløb.

TRIO som rollemodel

- TR, AMR og jeg som leder var enige om at søge SPARK-forløbet for at fastholde de forandringsprocesser, vi allerede var i gang med og fortsætte det gode samarbejde i TRIO, og de mål har vi nået, siger Trine Petersen, der er skoleleder på Kløver-Skolen i Sønderborg, en specialskole med 175 børn.

Skolens medarbejdere har været igennem tre fyringsrunder på mindre end to år. Samtidig har høje følelsesmæssige krav vist sig som et særligt fokuspunkt i flere trivselsmålinger. 

Høje følelsesmæssige krav er et vilkår. Så hvad kan vi gøre for at holde os langtidsfriske? 

Skoleleder Trine Petersen

Ifølge Karsten Wohlgemuth, der er tillidsrepræsentant for skolens pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter, har SPARK-forløbet givet ledere og medarbejdere et sprog for kerneopgaven og gjort det muligt for TRIO at tage teten i forhold til forandringer.

- Det er vigtigt, at vi som tillidsvalgte og ledere kan sige til vores kolleger: ’Noget kan vi ændre, andet skal vi leve med. Så hvordan får vi det bedste ud af det'? Det har gjort, at kollegerne kan slappe mere af, i forhold til alt det der foregår uden om undervisningen eller den pædagogiske indsats, og fokusere på kerneopgaven, siger han.

Kompetenceløft til FOA-medarbejdere

Skolen beskæftiger over 100 medarbejdere bl.a. lærere, pædagoger, fysioterapeuter, talepædagoger, pædagogmedhjælpere, pædagogiske assistenter og administrativt personale og er de senere år blevet pålagt effektiviseringer, som kræver en forandring af personalets tilgang til kerneopgaven.

Derfor var ét af ønskerne til SPARK-forløbet, der er forløbet over et halvt år, at der blev arbejdet med at prioritere i kerneopgaven og blive skarpe på, hvilke kompetencer der skal til for at arbejde på Kløver-Skolen, og hvordan hver faggruppe bidrager.

Det har bl.a. ført til, at der i forbindelse med SPARK-forløbet er blevet lavet et konkret tilbud på efteruddannelse til FOA-medlemmerne, som de starter på til efteråret.

Over og under standard

TRIO har også arbejdet med at skabe balance mellem ressourcer og indsats - og forventningsafstemme kvalitetsniveauet.

SPARK-konsulenten introducerede en øvelse, hvor TRIO - der består af i alt 11 personer (ledere, arbejdsmiljø- og tilllidsrepræsentanter) - i fællesskab drøftede, hvad standarden skal være i organisationen, og hvornår man ligger under standard, til standard og over standard, når man udfører forskellige opgaver.

Ifølge leder Trine Petersen er snakke om standarden med til at sikre, at ledere og medarbejdere holder sig ’langtidsfriske’ i et miljø med høje følelsesmæssige krav. Også tillidsrepræsentant Karsten Wohlgemuth er glad for prioriteringsøvelsen.

- Den øvelse gav rigtig meget for mig, for vi vil gerne det hele, og som kolleger presser vi unødigt hinanden, hvis vi ikke i fællesskab tager en beslutning om, hvor niveauet skal ligge, siger han.

Metode: Over eller under standard?

Ligeværdigt samarbejde

De har begge oplevet samarbejdet med SPARK-konsulenten som ligeværdigt og konstruktivt og påpeger, at det, at SPARK kommer udefra og repræsenterer både leder- og medarbejdersiden, er vigtigt.

- Det gør, at vi i TRIO kan lægge kasketterne og kun fokusere på ét mål: At vi som organisation får et endnu bedre arbejdsmiljø, siger skoleleder Trine Petersen.

Hun understreger, at der ligger en stor værdi i, at SPARK-møderne foregår på skolen, og at alt omkring processen er synligt og transparent.

- Medarbejderne ser, at psykisk arbejdsmiljø er noget, vi tager alvorligt. Det har også gjort, at flere er begyndt at læse dagsordener og referater fra LMU og TRIO-møder, siger hun.

Samarbejdet under coronakrisen

Karsten Wohlgemuth mener, SPARK-forløbet har givet et kvalitetsløft i TRIO-samarbejdet, som bl.a. har kunnet bruges i forbindelse med Covid-19.

-  Da vi åbnede skolen efter coronakrisen, gik det lettere, fordi vi kender hinanden så godt og har taget de slåskampe undervejs, der skal tages, siger han og understreger, at det ikke er farligt at lade andre kigge ind i ens organisation, også selvom man ikke står på en brændende platform.

Godt arbejdsmiljø er en investering

For skoleleder Trine Petersen er der kun én vej, hvis man som organisation vil lære at tackle forandringer, og det er samarbejde. 

- Det kan godt være, at det er bøvlet, og det kan godt være, at det tager tid, men det er en utrolig god investering. Efter SPARK-forløbet står vi tilbage med en masse gode metoder og værktøjer, og vi er blevet bekræftet i, at vi har en ordentlig dialog med hinanden og en tillid til, at alle gør det så godt, som de kan, siger Trine Petersen.

Interesserer du dig for psykisk arbejdsmiljø, organisation og udvikling?

Så tilmeld dig Viden På Tværs' nyhedsbrev. Her får du viden om nye indsatser og værktøjer, og du kan se, hvordan andre arbejdspladser arbejder med at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. 
Tilmeld dig nyhedsbrevet Organisation og Udvikling

Corona: SPARK har åbent for ansøgninger og forløb

Corona eller ej, SPARK tilbyder stadig forløb til arbejdspladser, der vil arbejde med psykisk arbejdsmiljø.

Læs mere om SPARK og søg om forløb

Kort om Kløver-Skolen

Kløver-Skolen er en kommunal folkeskole i Sønderborg, der yder specialundervisning til elever med særligt behov. 

Skolen har 175 elever og ca. 120 medarbejdere (lærere, pædagoger, fysioterapeuter, talepædagoger, pædagogmedhjælpere og administrativt personale). Desuden er der en SFO med ca. 100 børn.

Skolen er blevet pålagt effektiviseringer, som kræver en forandring af personalets tilgang til kerneopgaver/ressourcefordeling.

I forhold til SPARK-forløbet har skolen ønsket at bliver bedre til at oversætte og implementere forandringer og beslutninger i den pædagogiske praksis og sikre, at personalet har de rette kompetencer, og at de anvendes bedst muligt i forhold til kerneopgaven.

Konsulentens kommentar
Mille Trøst Simonsen

"Kløver-Skolen har oplevet en del forandringer, hvilket har skabt et behov for se på, hvordan de udfører kerneopgaven, og hvordan de udnytter de kompetencer, der findes rundt omkring på skolen og i SFO’en. Der har været behov for at klæde nyansatte på til opgaverne på en ny måde og få kigget på samarbejdet mellem skole og SFO.

I SPARK-forløbet har udvalget kredset om udførelsen af kerneopgaven, herunder kompetencer, samarbejde og information. Der har i udvalget været stor handlekraft og mange ideer og igangsatte tiltag. Undervejs har dialogen været præget af åbenhed, lydhørhed og velvilje – også hvis man så verden lidt forskelligt. Det har de brugt konstruktivt i deres samarbejde om at løfte det psykiske arbejdsmiljø."

Citat fra SPARK-konsulent Mille Trøst Simonsen

SPARK menu