Kig dig omkring i klassen. Kan du spotte de fem typer børn, som er beskrevet i højre side af artiklen? Freja den forsigtige, Daniel den dovne, Rasmus den rastløse, Sofie den sarte eller Klaus den klodsede?

Det kunne lærere og pædagoger fra Maglegårdsskolen i Gentofte Kommune, da de var på kursus sammen med ergo- og fysioterapeuter fra Børneterapien i Gentofte i 2016.

Et projekt støttet af puljen ’Nyspecialisering og Inklusion’ under Fremfærd Særlige Behov betød, at skole og børneterapi i en periode i fællesskab satte fokus på børns kroppe. Lærere og pædagoger fik både ny viden og konkrete pift-op-fifs til, hvordan de kan arbejde med hele klassen og med de børn, der rent kropsligt skiller sig ud, og som er udfordret i den måde, deres sanser fungerer på.

- Vi har fået en helt anden tilgang til børn, og vi ved, hvad vi kan gøre. Vi er blevet bevidste om, hvor meget nærhed og berøringer har af betydning. De kan dæmpe et uroligt barn eller vække et barn, som måske hænger ind over bordet eller nærmest har svært ved at holde sig oprejst, siger Charlotte Andersen, der er leder af Ressourcecenteret på Maglegårdsskolen og har været primus motor i projektet.

Lærere og pædagoger har fået en helt anden forståelse for nogle af børnene og kan spotte de børn, som har udfordringer med sanser og motorik. Det kan f.eks være dem, som bruger en masse energi på bare at holde på blyanten og presser den helt ned i papiret. Lærere og pædagoger ved nu, at barnet kan have motoriske udfordringer, som de skal være ekstra opmærksomme på, for når de bruger så meget energi på blyanten, hvad er det så, barnet ikke bruger energi på?

- Før kunne vi godt blive irriterede over deres adfærd, men nu ved vi, at det ikke er barnet, der er problemet. Det er problemet, der er problemet. Vi fik sat nogle billeder på i form af de fem cases, som vi kunne genkende, fortæller Charlotte Andersen.

Det er ikke bare lærere og pædagoger, der har fået en ny viden. Det har skolens ledelse også.

- Det betyder, at når vi har en sag med et barn oppe at vende, så sidder der en lille ergo- eller fysioterapeut på vores skulder. Vi er blevet opmærksomme på også at tage det perspektiv ind, fortæller Charlotte Andersen.

LÆS OGSÅ: Sådan hænger motorik og sprog sammen

De knap så kendte sanser

For de fem typer børn kan der være forskellige behov for at vække barnet, skabe ro eller opmærksomhed på deres egen krop.

Lærere og pædagoger er blevet introduceret for de sanser, som er mere end føle-, høre- og lugtesansen; Den taktile sans, muskel-led sansen og den vestibulære sans  - det er de sanser, der gør os i stand til at forstå, mærke og bruge vores kroppe. De har også lært om, hvordan de kan vække kroppen eller bremse den ned, og hvordan de kan hjælpe et barn til at tilpasse sin hastighed, så det ikke enten kører med 100 km. i timen eller slet ikke kører.

Den nye viden fra fysio- og ergoterapeuterne betød også, at der kom et kritisk blik på klassernes indretning og møbler. Nogle stole fik fødder på frem for hjul. Nogle medarbejdere fik en aha-oplevelse, da de fik forklaret, at siddepuder og kuglepuder til urolige børn kun virker, indtil kroppen har indstillet sig på den nye situation, og at der derfor er behov for variation. 

Børneterapien foreslog også, at der bliver indkøbt og stillet motorik-tjenere op på skolen med legetøj, der styrker motorikken.

Alle medarbejdere har gennemgået to workshops med kompetenceudvikling, hvor der var meget lidt teori og til gengæld mange råd og tips til arbejdet.

- Det har været meget konkret. Medarbejderne har kunnet se de forskellige problemstillinger i de fem cases, og så har de kunne få råd til, hvad de så skulle gøre, siger Charlotte Andersen.

Et af projektets mål var, at færre børn skal henvises til børneterapien, og at arbejdet i stedet kan foregå i skole-regi. Det mål er der indtil videre ikke belæg for, at projektet kan sige at have opnået. Men det er der til gengæld for et andet mål.

- Børnene føler sig forstået og hørt på. Når de f.eks. siger, at de er trætte, eller de keder sig, så kan det være barnets signal om, at nu skal vi lave noget andet. Og så føler de sig også hørt. Det er ikke en revolution, men det er et andet perspektiv, vi har fået gennem en anden faggruppes viden, siger Charlotte Andersen, som fortæller, at projektet er blevet godt modtaget og evalueret i medarbejdergruppen.

Nogle medarbejdere har for nylig stillet sig op på et fælles kompetenceudviklingsmøde og har fortalt de øvrige, hvordan de har brugt den nye viden i undervisningen, og hvad de har fået ud af det.

Det er en måde at holde fast i den nye viden på, for det kan godt være en udfordring i en travl hverdag, hvor der også jævnligt kommer nye projekter og nye medarbejdere til, som ikke har været på kurserne.

LÆS OGSÅ: Bevægelse skal gøre eleverne sundere i Aabenraa

Et tredje perspektiv

Projektets navn er 1+1 = 3. Det hentyder til, at hvis man kombinerer den terapeutiske viden med lærere og pædagogers viden, så bliver det ikke bare to gange viden lagt sammen. Man får noget ekstra ud af det: Et tredje perspektiv.

Et eksempel er lærere og pædagogers nye viden og tilgang til krop og børn, der bringes ind i undervisningen. Et andet vigtigt eksempel, er, at skolen generelt har fået et meget tættere samarbejde med børneterapien, som nu kommer ud på skolen. Børneterapeuterne observerer f.eks. børnene i deres daglige skolemiljø, hvilket de ikke gjorde før.

Og så har projektet og projektets fokus på kerneopgave og det tværfaglige samarbejde også betydet, at der er kommet endnu mere fokus på ikke bare samarbejdet mellem terapi og skolen, men også på samarbejdet inden for skolens egne rammer: Mellem lærere og pædagoger.

- Jeg går rigtig meget op i kerneopgave her på skolen. For jeg oplever, at det er det, der gør, at samarbejdet mellem de forskellige professioner crasher. Vi har måske ikke et forskelligt syn på selve kerneopgaven, for den handler om børn. Men vi har et forskelligt syn på, hvilken kerne der skal ligge i opgaven. Der kan samarbejdet gå lidt itu, siger Charlotte Andersen.

Hun oplever, at pædagogerne har en måde at arbejde på, og lærerne har en anden.

- Det kan være svært at identificere sig med hinandens måde at arbejde på. Lærerne skal jo lære børnene faglighed, og pædagogernes indgangsvinkel er trivsel. Men de to ting hænger jo uløseligt sammen, og det er en ledelsesopgave at få fokus på det, siger Charlotte Andersen.

LÆS OGSÅ: Inklusion og nyspecialisering udfordrer forståelsen af kerneopgaven

Samarbejdsaftale sætter fokus på den enkelte og på det fælles

På Maglegårdsskolen har man valgt at bede de forskellige teams lave hver sin samarbejdsaftale. Teammedlemmerne har skullet reflektere over, hvem de selv er, og hvordan de hver især kan bidrage til det fælles arbejde. De har også skullet reflektere over, hvor de hver især har brug for hjælp til.

Derefter har teamet i fællesskab reflekteret og svaret spørgsmålet: Hvad kan vi sammen? Og hvad har vi brug for hjælp til?

- I ledelsen har vi fået så mange gode tilbagemeldinger. Men vi er også blevet klar over, at vi ikke har været skarpe nok til at give medarbejderne den tid og det rum i løbet af skoleåret, hvor de kan arbejde i teamet, siger Charlotte Andersen.

I hverdagen holder lærerne derfor møder for sig, og pædagogerne holder møder for sig. Men fra næste skoleår vil der blive skabt rum til, at teams kan mødes hver uge og ikke kun tale drift, men også tale udvikling under facilitering af skolepsykologerne fra PPR. Det kører allerede fra nu som et pilotprojekt i 4. og 5. klasse.

- Vores projekt hed jo 1+1 = 3, hvor terapeuternes og skolens viden bliver blandet. Men det her er et endnu et eksempel, hvor lærernes og pædagogernes fælles viden bliver til mere end to, siger Charlotte Andersen.