Deltagere på kursus om bedre støtte til domfældte med udviklingshandicap

Seksualitet, vold, misbrug og udviklingshandicap

Få indblik i kursus, der klæder fagfolk på til bedre at kunne støtte mennesker med udviklingshandicap og dom. OBS nye kurser i 2025.

Af Sine Molbæk-Steensig 12/12/2024
Fremfærd

- Vi står i en situation, hvor vi giver nogle mennesker en dom, som vi er forpligtet til at hjælpe dem med at slippe af med igen. Men ofte ved vi ikke hvordan, og det krænker faktisk deres rettigheder. Derfor er der noget, vi skal gøre anderledes.

Så er dagen skudt i gang.

Det er psykolog Trine Uhrskov, der indleder tredje og sidste kursusdag på Fremfærd-kurset om bedre støtte til mennesker med udviklingshandicap og en dom.

Flere kurser på vej i 2025

Er du interesseret i forebyggelse af kriminalitet blandt mennesker med udviklingshandicap? Kurserne er til både myndighed og udfører.

Læs mere

Kurset sætter fokus på, hvordan man som fagperson kan arbejde med forebyggelse af kriminalitet blandt mennesker med udviklingshandicap.

Men det er et kompliceret felt med mange faggrupper, og der mangler samlet, letforståelig viden om området - særligt om de borgere, der har fået en dom og ofte ender med at begå ny kriminalitet.

- Det er helt tydeligt, at vi ikke bliver klædt godt nok på til opgaven – og det er ikke fair overfor borgeren. Der er en masse viden, vi skal have delt med alle, der arbejder med feltet, siger en af dagens deltagere.

Vi skal udfordre og sætte bedre mål

- Her på kurset er vi særligt blevet opmærksomme på, at vi skal være meget bedre til at formulere helt konkrete mål for borgeren, der hjælper dem i den rigtige retning og på sigt kan støtte dem i at få lempet eller ophævet deres dom, siger Lisa Tæstesen, socialfaglig rådgiver fra Sønderborg Kommune.

Hendes kollega Gitte Kaack supplerer:

- Og så er vi nok begyndt at sætte flere spørgsmålstegn ved ”plejer” hos vores udførere og udfordre dem til at prøve nye ting af med borgerne i forhold til rehabilitering.

Mennesker der har det godt begår sjældent vold

Særligt en type domme blandt målgruppen springer i øjnene.

55% af alle domme er voldsrelaterede og handler enten om udøvelse af vold eller trusler om vold, fortæller Trine Uhrskov i dagens første oplæg.

- Det er værd at huske på, at mennesker der har det godt, sjældent udøver vold mod andre, siger hun.

Derfor har Trine Uhrskov og konsulenthuset SOPRA udviklet tilgangen LA2U (Low Arousal 2 Understøttet). Tilgangen arbejder blandt andet med at øge trivslen og medbestemmelsen hos borgeren, og de foreløbige resultater er imponerende:

- De botilbud, der arbejder konsekvent med LA2U, oplever et fald i voldsomme episoder på 70 procent. Og samtidig stiger trivslen blandt både medarbejdere og borgere, fortæller hun.

I januar bliver hele metoden og en række værktøjer stillet frit til rådighed på Sopras og Social-og Boligstyrelsens hjemmeside.

Når krop og sind ikke følges ad

Dagens næste indspark handler om seksualiteten hos mennesker med udviklingshandicap.

Knap 1/6 af alle foranstaltningsdommene vedrører nemlig seksualforbrydelser, som blufærdighedskrænkelse, voldtægt og andre former for grænseoverskridende seksuel adfærd.

- Hos vores målgruppe er den seksuelle udvikling meget ofte forstyrret. Den fysiske udvikling kommer helt af sig selv, men den psykiske seksuelle alder følger ikke med. Og det er noget rod.

Det siger psykolog Nina Navntoft-Pedersen og forklarer, at når kroppen overhaler psyken, kan det forvirre ikke bare borgeren men også omgivelserne, der ser en voksen krop og forventer en psykisk modning, som slet ikke er til stede.

Tabuer og uhensigtsmæssig skærmning kan skade

Samtidig er der en tendens til, at borgere med udviklingshandicap skærmes i forhold til seksualitet. Rigtig mange modtager ikke seksualundervisning og har derfor svært ved at forstå, hvad der sker i deres krop og sind. Det kan være medvirkende årsag til grænseoverskridende og problematisk adfærd.

Samtidig har vi at gøre med en meget sårbar målgruppe, hvor der er større sandsynlighed, for at de kan havne i positioner, hvor de bliver misbrugt og udnyttet seksuelt.

Så derfor har professionelle en forpligtigelse til at interessere sig for borgernes seksualitet, selvom emnet for mange er tabubelagt og falder uden for deres professionelle comfortzone.

 - Vi bliver nødt til at være nysgerrige på, hvor de er henne i deres psykiske modning, og om deres seksuelle relationer er jævnbyrdige. Samtidig skal vi være opmærksomme på dem, der udviser problematiske træk, og dele den viden med hinanden, så vi kan gå forebyggende til værks, siger Nina Navntoft-Pedersen.

Misbrug: Sig hvad du ser – se hvad der sker

- Borgerne passer ikke i vores system, og det kommer de heller ikke til. Vi bliver nødt til at tilpasse vores system til dem.

Det er dagens sidste taler, Helle Høegh fra Metodecenteret, der fortæller om, hvad der skal til for at hjælpe mennesker med udviklingshandicap ud af et problematisk forbrug af rusmidler.

Hun opfordrer deltagerne til at finde nysgerrigheden frem, når de oplever et problematisk forbrug af alkohol eller stoffer hos deres borgere.

- Se på, hvad det er for en funktion, det udfylder. Er det selvmedicinering? Giver det tryghed, selvtillid eller er det adgangen til et fællesskab? Handler det om vaner? Handler det om ensomhed? Vær undersøgende, siger hun.

Mottoet ”Sig hvad du ser – se hvad der sker” kan være en løftestang til at sætte gang i en snak med borgere og få afklaret omfanget af misbruget, fortæller Helle Høegh. Det handler om at stille nysgerrige spørgsmål uden at være fordømmende.

Få mere viden om misbrug og udviklingshandicap

Sammen med ULF – Udviklingshæmmedes Landsforbund har Metodecenteret og SUA, Region Midtjylland været med til at udvikle metoden ”Rusmidler og skadevirkning”, som er et gruppeforløb for målgruppen og en samling materialer.

Download materialerne gratis på Metodecenterets hjemmeside 

Er gruppeforløb vejen frem?

Dagen er ved at være slut, og Trine Uhrskov runder af med at pege på ordet ”behandling”, der meget ofte går igen, når der bliver talt om borgere med udviklingshandicap og dom. Hvad enten det er i forhold til vold, problematisk seksualitet eller misbrug. Desværre er traditionelle tilbud oftest lukket for målgruppen.

Til gengæld er der rigtig mange gode erfaringer med særlige gruppeforløb, der er tilpasset borgerne. Og her ligger der måske guld begravet:

- Er der én ting, som pædagoger er rigtig dygtige til, så er det at arbejde med processer mellem borgerne. Hvad hvis fx flere pædagoger blev uddannet til at kunne facilitere gruppeforløb? Kunne det være et skridt på vejen, spørger hun.

"Vi har fået flere nuancer"
Kysten botilbud for mennekser med udviklingshæmning og dom

Bostedet Kysten er et bo- og dagtilbud for voksne med udviklingshandicap, der har fået en dom til anbringelse. 7 medarbejdere er taget med på kurset for at få viden og inspiration til det daglige arbejde.

- Selvom vi i forvejen har en god viden og arbejder med mange af metoderne, så synes jeg, det er et fint lag ovenpå, som binder nogle ting sammen for os, siger Karina Gammel, der arbejder som socialpædagog på Kysten.

- Jeg har fx fået øjnene op for, hvor vigtig en rolle bistandsværge og myndigheder spiller i forhold til lempelse eller ophævelse af en dom, fortæller pædagog Britt Rytter.

- Jeg var særlig begejstret for KRIGU og deres metode i forhold til at hjælpe vores borgere ud af en dom. Det var meget inspirerende og helt sikkert noget, jeg gerne selv vil arbejde videre med, siger ergoterapeut Rasmus Nielsen.

Vil du med på kursus i 2025?

Interesserer du dig for, hvordan vi bedre kan støtte mennesker med udviklingshæmning og en dom?

Så kom med på kursus i 2025. Det foregår i København, Silkeborg og Odense.

Domsfældte med udviklingshandicap