det tager vi med os

Deltagere på konference om fremtidens boformer: Det tager vi med hjem

Hvordan kan vi inddrage beboerne yderligere? Hvordan udvikler vi bedst de to botilbud, vi står over for at skulle etablere i kommunen? Det er blandt de spørgsmål, tre deltagere på konferencen "Fremtidens Boformer" er blevet klogere på.

Af Irene Aya Schou 14/06/2019
Fremfærd

Den 11. juni inviterede Fremfærd Særlige Behov til konference om, hvad der skal til for at løfte kvaliteten for mennesker med omfattende funktionsnedsættelser. Konferencen, der blev afholdt i Odense, er blevet til på baggrund af resultater fra projekt 'Fremtidens Boformer'. Vi spurgte tre deltagere, hvad de tager med hjem fra konferencen. 

Susanne Philipson, områdeleder, Furesø Kommune

Jeg er kommet til konferencen, fordi vi i Furesø Kommune står foran at skulle udvikle to nye botilbud, og så er det godt at være med helt fremme i forhold til hvilke erfaringer, andre har gjort sig. Det har været inspirerende at være her, og jeg har især bidt mærke i, hvor vigtigt det er at gå systematisk til værks og hele paradigmeskiftet i forhold til selvbestemmelse og selvhjælp-perspektivet. Det er et fokus, vi også skal have med, og som er meget genkendeligt. Projekt 'Fremtidens boformer' er ekstremt vigtigt, fordi det tager udgangspunkt i det, der virker, og forsøger at implementere det andre steder. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken hver gang. Jeg synes også, at hjemmesiden er super fin, fordi den er så praksisnær, og man kan dykke ned og blive klog helt ned til mindste detalje. Det er noget, vi kan bruge i de overvejelser, vi gør os lige nu omkring faglig tilgang og systematik.

LÆS OGSÅ: Systematik gør forskellen: Sådan udvikler I gode botilbud

Gitte Severin, afdelingsleder, Center for Neuropædagogik i Næstved

Jeg er især blevet inspireret af oplægget af forsker Maria Røgeskov og hendes perspektiver bl.a. på beboermøder. Hvordan er de faciliteret? Hvilken roller spiller beboerne? Det er nogle ting, vi vil tage med hjem og overveje i ledelsesgruppen: Hvordan kan vi inddrage beboerne yderligere? Vi styrer nok møderne noget mere, end vi selv tror, at vi gør. Vi er en del af projekt ’Fremtidens boformer’ og har valgt at tage 10 ledere og medarbejdere med til konferencen, hvilket giver os en fælles referenceramme. Det er inspirerende at snakke med dem, der har overværet vores præsentation. De spørger især til, om det er svært at have de pårørende ind over i forhold til vores arbejde med trivselsplaner. Det er det ikke. Både medarbejdere og pårørende er der for borgernes skyld, så jo mere, vi kan forene kræfterne, jo bedre bliver resultatet. Vi tager de pårørende helt ind i maskinrummet, og vores budskab er: Kom til os, hvis der er noget, I gerne vil have ændret. Man kan altid lytte. Det behøver ikke at koste ekstra. Det har været super godt at være med i projektet. Vi har lavet et pilotprojekt i ét team. Nu er vi klar til at gå videre med de øvrige teams. 

LÆS mere om projektet i Næstved her

Nick Klaaby, socialpædagog, Samstyrken Varde

Vi er selv med i projektet, og det har været spændende at fortælle om vores erfaringer her på konferencen. Folk har spurgt nysgerrigt til selve opstarten og vores målgruppe, som ikke er den samme som det bosted, vi blev inspireret af. Også relationerne til de frivillige er der blevet spurgt til, for der bliver behov for at involvere de frivillige og pårørende mere i fremtiden mange steder på grund af besparelser. Vi har været inspireret af arbejdet på bostedet Veum Bo i Vejen, hvor de i mange år har arbejdet med at inddrage borgere i lokalsamfundet. Vi har prøvet forskellige ting af bl.a. en løbeklub i samarbejde med frivillige og arbejder videre med vores fælles faglige fokus, KRAP-metoden for at se på, hvordan borgernes ressourcer, interesser og drømme kan integreres på andre måder i lokalsamfundet. Nogle borgere har interesser for dyr, og her vil vi bl.a. prøve at få kontakt til lokale landmænd. 

LÆS mere om projektet i Varde her

Er du interesseret i flere artikler som denne?

Viden På Tværs samler de gode erfaringer fra kommunerne.
Tilmeld dig det nyhedsbrev, som passer til dit arbejdsområde, og få viden om nye indsatser, erfaringer fra den virkelige verden og gratis værktøjer.

Om projekt "Faglighed i fremtidens boformer"
Fremfærd særlige behov

Hvordan sikrer vi et godt liv for mennesker med omfattende funktionsnedsættelser, som har brug for massiv hjælp og støtte hele deres liv? Projektet sætter fokus på, hvad der skal til for at levere kvalitet i botilbud til borgere med omfattende og varige funktionsnedsættelser.

Projektet tager udgangspunkt i en række botilbud, der hver især har gjort sig gode erfaringer, som andre botilbud kan lære af. På baggrund af denne best practice og forskning på området er der blevet udarbejdet anbefalinger til, hvordan den faglige udvikling, målopfyldelse og trivsel for medarbejdere og beboere kan styrkes og nytænkes. 

Læs mere om baggrunden for projektet

Overblik over kortlagte praksisformer

Hold musen henover Danmarkskortet, og se de ni oprindelige botilbud, hvor vi har kortlagt eksempler på god praksis (markeret med grønt). De otte botilbud markeret med sort, er de nye botilbud, der har afprøvet og tilpasset praksisformerne.  

https://www.thinglink.com/scene/1030375324757524482