sådan integrerer i terapeut og pædagogfaglighed

Sådan arbejder I med at integrere terapeut- og pædagogfaglighed

Hvor skal man starte, når man gerne vil integrere terapeut- og pædagogfaglighed? Her får du tretrinsraket til at gå i gang med arbejdet. Stift bekendtskab med erfagrupper, metodekatalog og tværfaglige casemøder.

Af Sine Molbæk-Steensig 01/05/2019
Fremfærd

Der skal arbejdes aktivt for at lære af hinanden. En erfagruppe, der udgøres af flere fagligheder, er ansvarlige for, at hele medarbejderflokken bliver klogere på hinandens fagligheder.

Erfagruppen udveksler både metoder og erfaringer og vælger årligt en række temaer, de vil beskæftige sig med, fx "handicap og seksualitet", "egen mestring" eller en egentlig metode, fx "narrativ systemisk teori".

Erfagruppen har til opgave at tilrettelægge workshops, temadage eller lignende for de øvrige medarbejdere om emnerne.

Kom i gang her: Udarbejd spilleregler for den tværfaglige erfagruppe

Et metodekatalog er en måde at blive eksplicit omkring de metoder og tilgange, de forskellige fagligheder arbejder med.

Metodekataloget kan være med til at styrke bevidstheden om de faglige termer og det kan give afsæt for kompetenceudvikling. Det er et afsæt for at gøre tavs viden tydelig. Metodekataloget kan se ud på flere måder. På de to tilbud, Grevenlund og Bocenter for unge og voksne med særlige behov er der erfaring med flere former:

  • Et egentligt katalog med grundige beskrivelser af metoder og tilgange, herunder også værktøjer og referencer til teori.
  • En "pixibog" med illustrationer, der giver et overblik og en hurtig introduktion, men ikke en grundig indføring
  • E-læring med videosekvenser, der indfører medarbejderne i et bestemt emne, fx udarbejdelse af taxonomier

På tværfaglige casemøder tager en gruppe af medarbejdere afsæt i en bestemt borgercase. De forskellige faggrupper har mulighed for at give deres monofaglige blik på borgerens udfordringer og ressourcer. Intentionen er ud fra en struktureret, faglig drøftelse at skabe en tværfaglig plan for arbejdet med borgerens mål. Et andet formål med casemødet er, at faglighederne hører hinandens observationer og vurderinger af borgerens situation.

I kan tage afsæt i disse spørgsmål til casemødet: Vurderingsspørgsmål til tværfaglige casemøder