- Vi er uddannet til at yde omsorg, men vi skal også turde at lytte og være stille og gå ind i det rum af sorg.

Sådan sagde Anni Pilgård, 1. næstformand i Dansk Sygeplejeråd, på en konference om 'Klar til samtalen' - et projekt om den sidste tid på både sygehuse og i kommuner støttet af Fremfærd.

Ved konferencen deltog ledere og medarbejdere fra både kommuner og regioner, fagforbund, patientforeninger og mange flere, og alle var de enige om, at det ikke kun handler om at behandle borgerne men om at behandle dem ordentligt.  

- Vi skal tale om døden, og vi skal gøre det på det rigtige tidspunkt, for det må aldrig være et punkt, der bare skal krydses af i et skema, sagde Anne Pilgård, der har været én af initiativtagerne til projekt 'Klar til samtalen', hvor Sundhedskartellet og KL har haft projektledelsen på den kommunale del af projektet.   

Tværfaglig og tværsektoriel indsats

På konferencen blev der lanceret en række anbefalinger til, hvordan plejepersonale og læger i kommunerne og på sygehuse kan blive bedre til at tage samtalen med borgerne om deres ønsker til den sidste tid, så fokus går fra at holde mennesker længst muligt i live til medmenneskelig trøst og lindring og en værdig død, når behandling ikke længere er mulig eller ønskelig. 

Projektleder og overlæge i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Ove Gaardboe, pointerede, at den altoverskyggende overskrift er samarbejde på tværs – både mellem forskellige faggrupper og mellem sektorer.

- De steder, hvor det rykker noget, er de steder, hvor der er en tværfaglig og tværsektoriel dagsorden. Men der er en række udfordringer især på kommunikation og på dokumentation, fx at vi ikke har adgang til at se, hvad der er dokumenteret det ene og det andet sted, sagde han.

Overlæge Ove Gaardboe, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

- Juraen fylder meget. Vi er ikke kommet på et eneste sygehus eller i en eneste kommune, hvor man har fuldstændig styr på det her. Det er ikke fordi, at nogle er dumme. Det er fordi, at vejledningerne er meget svære at forstå. Heldigvis kommer der snart nye og mere overskuelige vejledninger fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der bl.a. lægger op til, at plejepersonalet i primærsektoren får direkte besked, hvis der er foretaget et fravalg af livsforlængende behandling af en sygehuslæge og borgeren flyttes over sektorgrænser. 

Lægen forventes at ’fixe’ borgeren

Solsidecentret i Nibe i Aalborg er ét af tre plejecentre, der har været med i den kommunale del af projektet. Her har man bl.a. arbejdet med at forbedre samarbejdet mellem praktiserende læger, plejepersonalet og hjemmesygeplejen.

Det har givet pote, fortalte sygeplejersker og assisterende leder, Pernille Vestergaard.

- Vi har fået udarbejdet en samarbejdsmodel over, hvem der gør hvad i forskellige situationer, bl.a. når en borger er døende. Meget handler om kultur og forventningsafstemning. Plejepersonalet skal gøre sig klart, hvilke informationer lægen har brug for ved henvendelsen, og at det ikke er altid, at lægen kan ordinere medicin, som kan helbrede beboeren. Der kan fx. være tale om en lindrende fremfor en helbredende behandling. Samtidigt er det væsentligt, at medarbejderne er klar over, om beboer eller pårørende har forholdt sig til, hvordan behandlingsniveauet skal være i den enkelte situation, sagde hun

Læs mere om de kommunale erfaringer her

Hvad gør man, når man ikke længere 'fixer' folk? Man lindrer og man trøster, forklarede tidligere formand for Etisk Råd, overlæge og professor ved Rigshospitalet, Gorm Greissen, der gennem mange år har beskæftiget sig med, hvordan man hjælper mennesker til en værdig død. 

- Det er både en faglig udfordring, for man skal vide, hvad man skal sige, og man skal have et afklaret forhold til sin egen død, men det er også en etisk udfordring, for som Løgstrup siger: 'Man kan ikke have noget med et andet menneske at gøre uden at holde noget af dets liv i sin hånd', og omsorg og magt er uløseligt forbundet. Man kan ikke give omsorg uden at have magt, sagde han. 

Sygeplejerske på Solsidecentret, Pernille Vestergaard

- Snakken mellem faggrupper kan være vanskelig fx mellem omsorgspersonale og praktiserende læger. Lægen har brug for fakta, og derfor er det vigtigt, at plejepersonalet imødekommer det behov, før de kan forvente, at lægen kan handle på deres henvendelse. Det er den kulturændring, vi har arbejdet med. 

Kommuner udvikler dialogværktøj

På konferencen kom det også frem, at fem kommuner i samarbejde med Region Sjælland har udarbejdet et dialogværktøj bestående af et hæfte med spørgsmål, der kan give lindring og livskvalitet til mennesker med livstruende sygdomme.   

- Det er et værktøj til borgere og pårørende til mere refleksion og en åbning til at tage hul på dialogen med de fagprofessionelle både på sygehus, i kommunen og i almen praksis, sagde projektleder Eva Ahrensburg fra Region Sjælland.

Selvom alle er enige om, at dialogen med borgeren er vigtig, for at vide hvad den enkelte borger opfatter som en værdig død, er der også enighed om, at samtalen skal være frivillig.

- Vi skal ikke proppe noget ned i halsen på folk. Det er ikke en fejl, hvis man ikke har fået en samtale, men det er en fejl, hvis man ikke har fået tilbuddet om en samtale, sagde Ove Gaardboe fra Danske Selskab for Patienssikkerhed.

Sygehus: Vi er ikke lykkedes

For Mads Koch Hansen, lægefaglig direktør på Sygehus Lillebælt, der også deltog i projektet, er det en udfordring, at mange dør på sygehuset, selvom deres største ønske er at dø hjemme.

- Her er vi ikke lykkedes, men vi er i gang med flere forsknings- og udviklingsprojekter på området, sagde han og understregede, at sygehusene skal blive meget bedre til at tage samtalen med borgerne og samarbejde med praktiserende læger og kommuner.

Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen

- Den tid, der sættes af til den enkelte patient, er meget målrettet idag. Dermed fanger man ikke de situationer, der kunne blive de rigtige til at åbne for samtalen om døden. Også tiden til refleksion og eftersnak med kollegaen er væk. Dermed er vigtig læring gået tabt.  

For Lungeforeningen, der bl.a. repræsenterer 360.000 borgere med KOL lød opfordringen, at samtalen med fordel kan tages digitalt eller på steder, hvor KOL-borgerne alligevel kommer fx for at træne på kommunale plejecentre.

- Vi skal forsøge at fange hinanden i andre sammenhænge end i det akutte, hvor borgerne ikke lige havde tænkt, at de skulle have den her samtale, sagde formand for Lungeforeningen, Anne Brandt.

Både kommuner, regioner, sygehuse, faglige organisationer, statslige styrelser og patientforeninger har på forskellig vis deltaget i projekt 'Klar til samtalen' og processen med at udarbejde fælles anbefalinger om kvalitet og værdighed for borgere i den sidste tid har været drevet af et ønske om at nå en enighed.

- Det giver anbefalingerne et kvalitetsstempel af dimensioner, sagde Anni Pilgård fra Dansk Sygeplejeråd og understregede, at anbefalingerne kun er starten på det videre arbejde.

- Det er først nu, at det her rigtig skal ud at leve. Det er nu, det skal implementeres ude ved borgerne og ude ved vores patienter, sagde hun.

LÆS MERE om projektet her