I dag gør vi op med ”søjletænkningen”. Vi har fået nye honnørord så som ”kerneopgave”, ”samskabelse”, ”public value”, ”tværprofessionelt samarbejde”, ”relationel koordinering” og ”borgeren i centrum”. Hermed får vi også en række nye idealiseringer, som ikke altid lader sig indfri, og som til tider skaber en vis frustration blandt dem, der forventes at omsætte idealerne i praksis.

De nye honnørord giver helt indlysende mening, men det gør ikke frustrationerne mindre. Selvfølgelig vil vi gerne arbejde sammen på tværs og have fokus på borger og kerneopgave, men de systemer, vi er en del af, gør det rigtig svært.

Den borger, vi forsøger at sætte i centrum for samskabelse på tværs af professioner er nemlig ikke den samme borger. En borger er altid en borger i et bestemt blik, og forskellige kommunikationssystemer skaber forskellige blikke på borgeren. Samskabelse er et forsøg på at binde forskellige kommunikationssystemer sammen ved at foregive, at de alle handler om den samme borger.

Men ’borger’ er jo ikke noget, man kalder sig selv. Det er en kategori i et socialt system. Ved at foregive, at borgeren er den samme borger for alle professioner og alle kommunikationssystemer prøver man at løse den gordiske knude i tværfaglighed ved at binde en knude mere. Vi løser ingenting ved at stikke os selv blår i øjnene. Vi bliver nødt til at se vanskelighederne, som de er.

For at forstå hvordan borgeren altid er en borger i et særligt systemisk blik, må vi en tur rundt om, hvad det overhovedet vil sige at iagttage. Derefter må vi spørge: Hvilke forskellige iagttagere findes der i vores velfærdssamfund?

Først: Hvad er iagttagelse?

Vi stiller sjældent spørgsmål ved vores egne iagttagelser og ved, hvad det overhovedet vil sige at iagttage. Vi ser det, vi ser, og vi regner med, at andre ser det samme, som vi gør.

Men det at iagttage er nu ikke så enkel en sag. Sociologen Niklas Luhmann foreslår, at vi ser en iagttagelse som en operation, der markerer noget i verden inden for rammen af en forskel.

At iagttage er at markere. Det kan man gøre på forskellige måder. En frø kan markere en flue ved at skyde sin tunge ud og ramme fluen. Den menneskelige bevidsthed kan tænke på et eller andet - f.eks. noget man er bekymret over. Man kan også med øjnene følge en fugls flugt.

Det er alt sammen iagttagelser i betydningen 'markering af noget i verden'. Markeringerne drager alle en forskel. Frøens tunge rammer fluen og drager i samme hug en forskel mellem mad og ikke mad. Bevidstheden bekymrer sig om noget, og den ser samtidigt bort fra mange andre mulige bekymringer. Øjet ser fuglens flugt, og det drager samtidigt en forskel mellem bevægelse og stille baggrund.

Forskellen, der drages, er iagttagelsens blinde plet. Iagttagelsen ser det, den ser, men ser ikke, at den ikke ser det, den ikke ser.

Alle iagttagelser må markere noget i verden og dermed drage en forskel, så for at iagttage noget må der ses bort fra noget andet. At iagttage er at altså at skelne. Iagttagelsen ser det, den ser, men ser ikke den forskel, den ser ved hjælp af. 

Personer kan iagttage – det kan sociale systemer også

Der findes mange iagttagelser og mange måder at iagttage på. Langt fra al iagttagelse indebærer bevidsthed. Vores køleskabs termostat kan f.eks. skelne mellem over og under en fastsat grad. Det kan man kalde en mekanisk iagttagelse. Bevidsthed skelner i kraft af tanker: En tanke sætter noget i fokus, og noget andet bliver horisont for dette fokus.

Sociale systemer såsom organisationer, retssystemet, familier og det økonomiske system kan også iagttage. Det gør de gennem kommunikation. Sociale systemer er simpelthen strømme af kommunikation.

En organisation kan kommunikere om, hvilken beslutning der skal træffes. På et møde træffes en beslutning, som føres til referat. På næste møde kommunikeres om referatet. Det godkendes med eller uden indsigelse. Det åbner for kommunikation om nye beslutninger og så fremdeles.

Sociale systemer skabes ved, at kommunikation knytter an til tidligere kommunikation, og det skaber forventninger til, at ny kommunikation kan slutte sig til.

Bevidsthed og kommunikation iagttager derfor forskelligt. Bevidstheden er forankret i kroppen. Der er en tæt forbindelse mellem vores sansninger og vores tanker. Kommunikation har ingen krop og kommunikation kan heller ikke ’sanse’ verden, den kan bare kommunikere om den. Sanselighed kan kun bringes ind i kommunikationen ved, at nogle individer henviser til den i deres snak.

Et møde kan ikke mærke noget. Deltagerne i mødet kan mærke, men selve mødet kan ikke. En anden forskel er, at bevidsthed er plastisk. Den kan springe mellem forskellige iagttagelser og mellem forskelle, men det kan kommunikation ikke. Den er bundet til de forventningsstrukturer, der over tid er bygget op i de enkelte sociale systemer. Retlig kommunikation er bundet til de strukturer, den over tid har bygget op: love, domstole, procedure, præcedens mv.

Ret er bundet til at kommunikere i forskellen mellem ret og uret. Og kommunikation om en ny afgørelse må knytte an bagud til tidligere kommunikation i retssystemet for overhovedet at bliver genkendt som meningsfuld retlig kommunikation.

Samskabelse som kobling af kommunikationssystemer

Samskabelse handler ikke blot om, at et antal individer med forskellige uddannelser og kompetencer relationelt skal koordinere deres bestræbelser. Samskabelse involverer forventninger om samtidig kobling af et antal forskellige kommunikationssystemer. Samskabelse omkring læring på en skole kan involvere både lærere, pædagoger, psykologer og sundhedsplejersker. Den involverer både en række forskellige personer og en række forskellige sociale systemer. Vi har det med at huske det første og glemme det sidste.

Personerne involveret i samskabelse er selvfølgelig formet af deres profession, men det er ikke den egentlige udfordring, for selvfølgelig kan en sundhedsplejerske også anlægge et pædagogisk blik på verden - måske ikke lige så godt som pædagogen, men det er muligt, for vores bevidstheder er rimeligt plastiske.

Udfordringen består snarere i, at samskabelsen skal kunne viderekommunikeres i alle de involverede kommunikationssystemer. Sundhedsplejersken skal kunne viderekommunikere sin indsats i sit system. Læreren skal kunne redegøre for, hvordan hendes indsats bidrager til læringsmålet. Psykologen skal tilsvarende kunne redegøre i PPR funktionen for, hvad vedkommende har lavet. Måske skal der ligefrem skrives journal, og den skal skrives i et bestemt sprog og en i bestemt kode.

Socialrådgiveren skal både kommunikere i hjælpens sprog og i rettens sprog. At hjælpe kræver både en socialfaglig diagnose af hjælpebehovet, og at der er en paragraf i social- og serviceloven at hænge hjælpen op på.

Det er altså ikke nok, at samskabelsen giver mening for de personer, der mødes i samskabelsen. Samskabelse skal give mening i alle de forskellige sociale systemer, og de kommunikerer på hver deres måde. Samskabelse er ikke kun et møde mellem personer. Det skal også være et møde mellem systemer, og nogle gange ’mødes’ personerne, uden det lykkes at koble systemerne.

Det funktionelt differentierede samfund

Luhmann har foreslået, at det aktuelle samfund kan beskrives som et funktionelt differentieret samfund delt op i en række sociale systemer, der kommunikerer i hver sit sprog og i hver sin kode. Det økonomiske system kommunikerer ved hjælp af penge, og koden er have/ikke have. Koden er binær - der er det, jeg har, og det, jeg ikke har, og så er der ikke mere i verden. Og det er selvfølgelig bedre at have end ikke at have.

Retssystemet kommunikerer i gældende ret, og koden deler verden i ret/uret. Uddannelsessystemet kommunikeres i mediet ’barnet’. Barnet symboliserer det, der kan formes og dannes, og koden er bedre/dårligere læringsmæssigt. Fordi kommunikationssystemernes koder er binære og deler verden i en plus- og en minus-værdi, kan kommunikationssystemerne ikke kommunikere med hinanden. Hvert system skaber verden på sin måde. Således lever vi i det funktionelt differentierede samfund i et multivers, snarere end i et univers.

Funktionssystemerne kan kommunikere om hinanden indenfor deres respektive koder, men ikke med hinanden. Kommunikeres økonomisk, ses alt økonomisk. Kommunikeres pædagogisk, ses alt pædagogisk. Det findes ingen superkode, der kan afgøre, om økonomi, kærlighed, uddannelse eller ret er bedst.

Nedenstående figur illustrerer det funktionelt differentierede samfund, der er opdelt i systemer, som ligger ved siden af hinanden. Figuren viser ikke alle funktionssystemerne. Jeg har blot valgt nogle ud for at illustrere grundtanken.

Borgeren som et semantisk trick

Når vi i dag forsøger at sætte borgeren i centrum, for at komme uden om ’søjlerne’, så glemmer vi, at borgeren ikke bare findes derude som en given identitet eller enhed.

En borger er altid en borger for en iagttager. Og når vi ’samskaber’ eller ’leder på tværs’, så findes der ikke kun et stor antal individer, der hver især iagttager borgeren med forskellige forskelle. Der gør sig også forskellige sociale systemer gældende som qua deres koder, sprog og andre forventningsstrukturer er bundet til at iagttage borgeren på forskellige måder og ved hjælp af forskellige forskelle.

Mens samskabelsesspillet spilles, og vi holder fanen højt om fællesskab, så iagttager hvert funktionssystem faktisk noget forskelligt. Når ’borgeren sættes i centrum’ er der tale om et semantisk trick - et slags tryllenummer - der skal skabe illusionen om, at systemerne bidrager sammen til det samme; altså at man trods forskellige blikke mødes om den samme borger. Det er bare ikke tilfældet.

I grafikken nedenfor er eksempler på iagttagernes forskellige blikke på "borgeren" illustreret. Hold musen over ikonerne eller tryk på din skærm for at læse eksempler. Artiklen fortsætter.

Når der kommunikeres retsligt om borgeren iagttages borgeren som et retsubjekt med rettigheder og pligter. Når der kommunikeres i omsorgens kode hjælp/ikke hjælp, bliver borgeren set som en omsorgstrængende. Når borgeren fremlægger sine egne problemer, ses de som ubestemte hjælpebehov, der skal diagnosticeres af de professionelle. Først da kan der handles.

I økonomisk kommunikation dukker borgeren op som en udgift eller et investeringsobjekt. Eventuelt kan borgeren også ses som en økonomisk partner, hvis man gennem en borgerkontrakt kan etablere en eller anden form for udveksling.

I det pædagogiske blik iagttages borgeren som et menneske, der skal formes og udvikles. Måske skal borgeren gøres ’robust’, ’mægtiggøres’ eller bare lære engelsk. I kærlighedens blik bliver borgeren til den signifikante anden, som alt drejer sig om. Det kunne være familiens blik på barnet i en forældresamtale.

I sundhedssystemets kommunikation bliver borgeren en patient. I sikkerhedskommunikation ses borgeren som en potentiel fare. Dette sociale system ekspanderer disse år ind på mange velfærdsområder. Så snart man taler ’afradikalisering’ eller ’forebyggelse af radikalisering’ åbnes der for risikokoden, og borgeren bliver en potentiel fare for samfundet.

I samskabelse skaber systemerne muligvis samtidig, men de skaber ikke det samme. Og det er ikke den samme borger, de danser rundt om. Hvert kommunikationssystem iagttager indenfor rammen af bestemte forskelle. De ser ikke den samme borger, og borgeren selv genkender sig næppe i de forskellige funktionssystemers blikke. Der er ikke mange borgere, der vågner op om morgenen og tænker ”jeg er borger, ergo er jeg til”, ”jeg er elev”, ”jeg er omsorgstrængende” eller ”jeg er retsubjekt”.

De forskellige funktionssystemer stiller også forskellige forventninger til borgeren, og hvad vedkommende skal bidrage med i en eventuel samtale. Når læreren stiller et spørgsmål, ved man, at det gælder om at svare rigtigt, og det er læreren, der definerer, hvad der er rigtigt. Når lægen spørger, hvordan man har det, ved man, at lægen søger information om symptomer, der senere måske kan give anledning til en diagnose. Man begynder ikke at fortælle lægen om sine ferieplaner. Som borger bliver man relevant for kommunikationen på forskellig måde afhængigt af, om man ses som borger, retsubjekt, elev eller omsorgstrængende.

I samskabelse risikerer man, at den samme borger sættes i en klemme mellem mange forskellige forventningspakker. Måske spørge de alle sammen til ens trivsel, men trivsel er en ting i økonomisk forstand og noget andet pædagogisk set, og igen noget helt tredje i kærlighedens blik.

Spørg: Hvem er iagttageren?

Pointen i denne artikel er: Borgeren er altid borger for en iagttager. Hvert blik skærer verden til på sin måde, og derfor skal man altid spørge: Hvem er iagttageren?

Inden for rammen af hvilken forskel, kom vi til at kommunikere om borgeren på denne særlige måde? Og hvilke effekter har det i forhold til, hvad vi ser som problem, løsning, muligheder, nødvendigheder osv.?

Lad være med at antage, at det er den samme borger, vi kommunikerer om. Spørg i stedet: Hvilken andre blikke ekskluderes, når vi ser borgeren på den og den måde? Hvad blænder vi af for?

Mange tror, at de i samskabelsesprocesser skal nedtone deres egen faglighed og undgå fagtermer. Fagtermer ses som det, der forhindrer en fælles kommunikation. Men det er ikke tilfældet, for kommunikationssystemernes lukkethed ligger ikke i ordene, men i de forskelle, kommunikationen opererer med. Når man nedtoner fagsproget, gør man det blot usynligt og uforståeligt, at der er mange strømme af kommunikation, der kører ved siden af hinanden samtidigt. Vi skal passe på, at det eneste fælles ved ’fælles samskabelse’ bliver en fælles blindhed for, hvordan borgeren iagttages som borger i forskellige kommunikationssystemer.

Løsningen er heller ikke nødvendigvis mere refleksion. Sociale systemer kan sagtens være selv-refleksive, men refleksion bryder ikke det enkelte systems lukkethed om sig selv, for selv-refleksionen fortsætter systemets kommunikation, der blot begynder at kommunikere om sig selv i sit eget sprog. Når omsorgssystemet bliver refleksivt og spørger til, om en hjælp altid er en hjælp forbliver kommunikationen bundet til forskellen hjælp/ikke hjælp. Systemet iagttager nu ikke kun omverden men også sig selv i hjælpens optik; Hvornår er det en hjælp eller en ikke-hjælp at skelne mellem hjælp og ikke hjælp?

Tilsvarende kender vi det fra uddannelsessystemet, når det ikke kun orienteres mod læring, men mod at lære at lære at lære. Refleksion bygger ikke bro mellem systemer, men uddyber snarere differentieringen. Refleksion kan være et godt svar på mange ting, men ikke på kobling af systemer.

Min pointe er ikke, at vi skal droppe enhver idé om samskabelse. Min pointe er heller ikke, at vi ikke skal tage højde for den enkelte borger.

Min pointe er, at samskabelse, tværfaglighed og borgeren i centrum ikke er salmoniske løsninger, der kan skære igennem den gordiske knude skabt af tiltagende afhængigheder imellem de mange sociale systemer og deres blikke. Vi kan ikke løse problemet om samfundets differentiering. Det er et vilkår.

Men vi kan besinde os på det vilkår. Vi kan håndtere afhængighederne mellem de mange systemer og de mange professioner meget bedre ved at forstå, hvordan de hver især er lukkede omkring forskellige koder. Vi kan lade være med at forvente det umulige, som skaber skuffelse og frustration – til gengæld kan vi nå rigtig langt gennem en indsigt i, hvordan de forskellige systemer fungerer og kommunikerer. Vi kan spørge til, hvordan det som ’i mit’ system er en funktion som alt handler om, for et andet system ses som en ydelse, der skal understøtte en helt anden funktion.

Vi kan nå rigtig langt ved at anerkende kompleksiteten og dermed ustyrligheden i koblingen af mange systemer, der danner mening på hver deres måde. Uden blikket for ustyrligheden og umulighederne i tværfaglig samskabelse risikerer vi, at det menneske, der iagttages som en borger sat i centrum, i bedste fald oplever sig som sat i orkanens øje omgivet af turbulente og truende strømme af kommunikation.