10 kommuner får tilbudt et gratis forløb af KL, FOA og 3F

10 kommuner får tilbudt læsekurser til de ansatte

Et pilotprojekt har vist, at det gør en stor forskel, når medarbejdere med vanskeligheder i dansk, regning og IT sammen lader sig teste og gennemfører et uddannelsesforløb. KL, FOA og 3F tilbyder nu gratis kurser med vikardækning til 10 nye kommuner.

Af Personaleweb 03/02/2016

Cirka en halv million ufaglærte og faglærte har det rigtig svært, når de skal læse og skrive. Det betyder, at det kan være en uoverskuelig opgave at udfylde en journal, at skrive en besked til forældrene i børnehaven eller at læse en brugsvejledning til rengøringsmidlerne. Og har man svært ved at læse og skrive, så kan det også være vanskeligt at få noget ud af efteruddannelseskurser og forsøg på kompetenceløft.

Læs også: Uddannelse har gjort os mere dus med kerneopgaven

KL, FOA og 3F tilbyder nu i regi af Den Kommunale Kompetencefond 10 kommuner et gratis forløb med vikardækning, hvor medarbejderne kan lade sig teste og derefter følge kurser i grundlæggende dansk, regning eller it. Kurserne er skræddersyet til dem og deres situation.

Højere krav til kompetencer i skriftlighed

Et pilotprojekt, som KL og FOA stod bag, har vist, at behovet er der, og at initiatitivet gør en forskel på et område, som ofte kan være forbundet med tabu og fordomme. Det kan nemlig føles pinligt, hvis man ikke er god til at stave, eller hele tiden må spørge kollegaerne om hjælp, og kravene til de ansattes kompetencer i skriftlighed er stigende. F.eks. er journaler i højere grad tilgængelige for borgere og pårørende, og medarbejderne skal derfor kunne formulere sig i et både fagligt præcist og forståeligt sprog. 

Tidligere erfaringer tyder på, at cirka halvdelen af de ansatte på FOAs og 3Fs områder har svært ved at læse, skrive og regne, men erfaringerne fra pilotprojektet viser imidlertid, at hvis ledere og medarbejdere på en arbejdsplads går sammen og i fællesskab tackler udfordringerne, så bliver tabuerne brudt, og mange får et væsentligt kompetenceløft.

Fem kommuner har i 2015 deltaget i pilotprojektet, hvor medarbejdere og ledere blev afklaret i forhold til deres kompetencer i læsning, skrivning, regning og IT, og derefter blev de tilbudt kurser. De fleste ansatte med et behov for et løft sagde ja tak.

Vil I være med?

KL, FOA og 3F tilbyder ti nye kommuner en samlet pakke, der styrker medarbejdernes kompetencer i forhold til at kunne læse, skrive, regne og anvende IT på brugerniveau efter behov.

Pakken indebærer blandt andet, at alle skal screenes og at de, der har behov tilbydes undervisning samtidig med, at udgifterne til vikar dækkes. Det hele finansieres af Den Kommunale Kompetencefond.

Er du interesseret i, at høre mere om hvordan din arbejdsplads kommer med i projektet så kontakt: 

Souschef Lone Trudsø, KL, lts@kl.dk

Uddannelseskonsulent Marie Schwartz, FOA, msho@foa.dk

Mere inspiration fra 'Perspektiv for alle'

Du kan få viden om inklusion på arbejdspladsen fra projektet 'Perspektiv for alle'. Et projekt der skal fremme lederes og medarbejderes forståelse for og opbakning til at beskæftige ledige og personer med nedsat arbejdsevne.

Gå på opdagelse i temaet her