Læser bog

Hjælp på vej til de der har svært ved at læse og skrive

Tilskud til undervisning og dækning af vikarudgifter, når de tilbyder kurser i læsning og stavning. Læs om Odense Kommunes erfaringer.

Af Irene Aya Schou 05/02/2018

Flere end 500.000 voksne danskere har svært ved at læse og skrive. På FOA og 3F´s område lyder vurderingen, at det gælder op imod halvdelen af de ansatte inden for overenskomstområderne.

Odense Kommune har gennem de seneste to år tilbudt medarbejdere inden for netop FOA og 3Fs overenskomstområde at blive screenet og efterfølgende modtage undervisning i læsning, stavning, matematik og IT, særligt inden for bl.a. rengørings-, hjemmepleje- og teknisk serviceområdet.

Dette har kunne ladet sig gøre via en særlig tilrettelagt indsats fra KL, FOA og 3F, hvor der ydes økonomisk tilskud til vikarudgifter i forhold til screening og deltagelse i kurser på FVU-niveau.

Indtil nu er knap 600 medarbejdere i Odense Kommune blevet screenet, og af dem har næsten 200 sagt ja tak til at komme på skolebænken. 54-årige Brith Larsen er én af dem. De seneste 23 år har hun arbejdet som rengøringsassistent på en skole i Odense, og ingen af hendes kollegaer vidste, at hun var ordblind og knap kunne læse etiketterne på rengøringsprodukterne.

- Det var så grænseoverskridende første gang, jeg skulle gå gennem døren til VUC for at gå på ordblindekursus. Jeg følte mig flov, for jeg har altid fået at vide, at jeg var dum. I dag kan jeg bruge computer og iPad, og jeg tør endda at læse godnathistorie for mine børnebørn. Mine egne børn har aldrig fået historier, siger Brith Larsen.

Pilotprojekt udvides til alle kommuner

På baggrund af de positive erfaringer fra Odense Kommune og de 14 andre kommuner, der har deltaget i projektet, har KL, FOA og 3F besluttet at udvide indsatsen, så alle kommuner nu har mulighed for at deltage.

Fra januar 2018 er det dermed muligt for samtlige 98 kommuner at søge tilskud fra Den Kommunale Kompetencefond til vikardækning i forbindelse med bl.a. læsekurser. Det er et tilbud, kommunerne bør benytte sig af, mener udviklingskonsulent i Odense Kommune, Susanne Kongensgaard:

- Hver 7. medarbejder i Odense Kommune er, statistisk set, læse/stave udfordret på forskellige niveauer; det være sig fra ordblindhed til færdigheder, der er blevet lidt ”rustne” med tiden. Det er min vurdering, at kurserne for den enkelte medarbejder betyder meget både på det personlige og det arbejdsmæssige plan. Som kommune får vi medarbejdere, der kan følge de arbejdsinstrukser, vi har - og så er det stort at høre en medarbejder, der har deltaget i ordblindeundervisningen sige: Nu har jeg læst min første bog, siger hun.

Odense Idrætspark tester

I Odense Kommune er ambitionen, at samtlige 4300 medarbejdere, der arbejder indenfor FOA’s og 3F’s overenskomstområde, skal screenes og tilbydes undervisning.

På flere arbejdspladser er det kommet bag på lederne, hvor stort problemet er. I Odense Idrætspark, hvor samtlige 52 ansatte og ledere er blevet testet i dansk, matematik og IT, har hver 5. medarbejder vist sig at have læsevanskeligheder.

- Det er afgørende at få synliggjort og skabt accept af den udfordring, mange har. Det har skabt et bedre samarbejde ude på arbejdspladserne, fordi den enkelte har fået styrket sit selvværd. Det giver også anledning til overvejelser i forhold til, hvordan vi kommunikerer med medarbejderne. Vi havde meget skriftlighed, men er nu gået over til mere mundtlighed, siger teamleder i Odense Idrætspark, Kim Wendel.

Obligatorisk screening

For ham er obligatorisk screening en nødvendighed, hvis man som organisation ønsker at finde ud af, hvilke barrierer der er i forhold til skriftlig kommunikation. Den obligatoriske screening mødte en vis modstand blandt medarbejderne, men MED-udvalget bakkede op om beslutningen.

- Mennesker med læsevanskeligheder har lagt strategier næsten hele deres liv for at undgå at få blotlagt deres vanskeligheder. Samtidig lavede VUC et stort stykke arbejde i forhold til at forklare, hvorfor obligatorisk screening gav god mening. Det hjalp ganske betydeligt, siger Kim Wendel.

Mens screeningen ikke kan fravælges, er det til gengæld frivilligt, om man som medarbejder vil starte på et kursusforløb. Efter screeningen taler medarbejderen med en vejleder om, hvordan testen er gået, og om det er en god idé, at medarbejderen kommer på kursus.

Lederen bliver ikke orienteret om den enkeltes resultat, kun om gruppens samlede resultat. Lederens opfordring og opbakning til, at medarbejdere med et behov for styrkelse af de basale kompetencer siger ja tak til deltagelse i et kursus, spiller dog en væsentlig rolle i forhold til medarbejderens lyst til at deltage.

Næsten halvdelen af de medarbejdere, der har et lavt fagligt niveau i dansk og matematik, melder sig efterfølgende til et kursusforløb, fortæller udviklingskonsulent i Odense Kommune, Susanne Kongensgaard.

Apps hjælper til læsning og stavning

En anden medarbejder, der har haft gavn af projektet, er 22-årige Martin Søndergaard, der til daglig arbejder som ejendomsservicetekniker i Odense Kommune.

I forbindelse med screeningen fandt han ud af, at han er ordblind. Han meldte sig til dansk- og matematikundervisning og er her blevet opmærksom på, hvor mange digitale hjælpemidler, der er til rådighed.

- Det kan være apps som f.eks. AppWriter, som gør, at man kan få læst tekster og mails op på sin smartphone, og som kan hjælpe med forslag til ord, når jeg har skrevet noget, siger han.

Netop opkvalificering af medarbejderne på rengørings- og teknisk serviceområdet er en nødvendighed, fordi kravene til skriftlighed øges, forklarer kontorchef Birthe Papsø, der har ansvaret for de kommunale ejendomme i Odense Kommune; herunder ca. 500 medarbejdere indenfor rengøring og teknisk service.

Fælles læsekurser nedbryder tabuer i Ringkøbing-Skjern

- Mange, ikke mindst på rengøringsområdet, har et lavt fagligt niveau i dansk. Gennem kurserne får vi medarbejdere, som vi også kan kommunikere med skriftligt og som f.eks. kan sende en sms om, at de er syge eller kan læse en arbejdspladsbrugsanvisning, siger Birthe Papsø.

En arbejdspladsbrugsanvisning er en meget vigtig anvisning, for det er her, der står, hvordan man skal forholde sig i forhold til f.eks. kemiske produkter.

Rengøringsfaget skal løftes 

Danskkompetencer er også en forudsætning for at kunne kommunikere med brugerne; hvis der eksempelvis skal skrives en besked til pædagogerne om, at rengøring ikke var muligt pga. manglende oprydning eller skrives en besked til eleverne på tavlen.

- I Odense Kommune har vi fokus på at udvikle rengøringsfaget og højne dets status, og det forudsætter yderligere skriftlighed og "ordkloghed"; det at man f.eks. kan give en skriftlig besked, læse arbejdsmiljøkalenderen og indgå i et mere ligeværdigt samarbejde, siger Birthe Papsø.

For teknisk service er skriftlighed og IT-kundskaber en nødvendighed i hverdagen. Hvis du skal styre varmefordelingen på et plejecenter eller sikre, at brandalarmeringsanlægget fungerer, må du være ret ferm til dansk og it. Samtidig har Odense Kommune erfaret, at søgningen til ejendomsservicetekniker-uddannelsen er stigende.

- Der er ingen tvivl om, at det skyldes forløbene i ”Bedre til ord, tal og IT”, siger Susanne Kongensgaard.

Vikardækning er nødvendig

Arbejdspladsen får lønrefusion, så der er råd til at ansatte vikarer, mens medarbejderne er på kursus. Erfaringen fra Odense Kommune er, fortæller udviklingskonsulent Susanne Kongensgaard, at der har været udfordringer med vikardækningen, da de havde 130 medarbejdere på uddannelse inden for en 16 ugers periode.

- Næste bølge at uddannelse vil blive tilpasset, så antallet af medarbejdere på uddannelse og antallet af vikarer passer sammen; og ved at tilbuddet er blevet gjort permanent, har vi ikke den samme hast i forhold til screening og kurser, siger Susanne Kongensgaard.

Brith Larsen er færdig med de første 16 uger på skolebænken og er klar til en ny runde kursusdage. Hun er ikke længere flov over sine læsevanskeligheder og håber, at andre i samme situation vil tage imod tilbuddet om kurser i dansk, matematik og IT.

- Jeg har ikke fortrudt et sekund. Jeg er blevet bedre til at læse og vigtigst af alt: Jeg har fundet ud af, at jeg ikke er spor dum.

Kommunale parter står sammen

I KL, FOA og 3F, der står bag projektet, glæder man sig over, at alle kommuner og kommunale arbejdspladser fra 2018 kan komme med i indsatsen.

- Rigtig mange medarbejdere på rengørings- og serviceområdet har allerede været på kursus. Det understreger, at der ér et stort behov, og at det fungerer godt med koblingen mellem at styrke både læse/stave færdigheder og IT-kundskaber og samtidig inddrage hele arbejdspladsen, siger konsulent i 3F, Nina Møller.

For KL, 3F og FOA handler projektet om at udvikle medarbejderne, så de kan løfte de opgaver, de møder i dagligdagen, og så de har mod på og mulighed for at følge med de mange omstillinger både fagligt og organisatorisk, der kræves af dem.

- Men kurset giver også et løft på det personlige plan og forbedrer den enkeltes trivsel. Her er det vigtigt med obligatorisk screening af hele arbejdspladsen, fordi det bedst støtter op om formålet med indsatsen, nemlig at alle bliver afklaret og får tilbud om kompetenceløft, siger chefkonsulent i KL, Sanne Brønserud Larsen.

I FOA hæfter uddannelsespolitisk konsulent Marie Schwartz Hoppe sig ved, at medarbejderne gennem kurserne får mod på mere uddannelse og en større selvtillid.

- Her er det afgørende, at uddannelsesudbyderne får skabt et trygt læringsrum, og at man i den enkelte kommune får lavet en god plan over forløbet. Her er vores indtryk, at de kommuner og undervisningsudbydere, der har været med hidtil, har håndteret det rigtig fint, siger hun.

Seks gode råd til kommunerne:
  1. Etabler lokal styregruppe: Det kræver stor planlægning fra kommunens side at tilrettelægge gode forløb for medarbejdere og arbejdspladser. Her er det vigtigt at nedsætte en styregruppe med en central koordinator og inddrage relevante parter som MED-udvalg, ledere, tillidsrepræsentanter, uddannelsesudbyderen og lokale fagforeninger.
  2. Start i det små: Regn med, at det kræver en del ressourcer og tager lang tid at planlægge screening, kursusforløb og vikardækning for store medarbejdergrupper. Så screen ikke alle medarbejdere på én gang. Det er vigtigt, at der højst går tre måneder, fra man som medarbejder screenes og opdager et behov for undervisning, og til man tilbydes et kursus.
  3. Hold fælles informationsmøde: Så alle på en arbejdsplads får den samme information. Brug gerne medarbejdere, der tidligere har været på kursus, som ambassadører til at fortælle om deres oplevelse.
  4. Fleksibel undervisning: Erfaringen fra Odense er, at det for nogle medarbejdere er bedre at have halve undervisningsdage på 3-4 timer frem for hele dage på skolebænken. Derudover er det vigtigt med små hold på 4-6 medarbejdere i ordblindeundervisningen, gerne fra samme arbejdsområde, for at skabe tryghed.
  5. Tilbyd læsecafé: I Odense Kommune oprettede man i januar 2018 en læsecafe i samarbejde med VUC og Odense Bibliotekerne. Her kan medarbejdere, der har været på læsekursus, komme og holde deres færdigheder ved lige ved at læse sammen i små grupper og snakke om teksterne. Forløbet faciliteres af en bibliotekar og en underviser fra VUC.
  6. Husk nødvendigheden af vikardækning, planlæg herfor i god tid.
Det fik de ud af kurset

 "Jeg har fået en bunke selvtillid": 54-årige Brith Larsen er ordblind og arbejder til daglig som rengøringsassistent. Kurser i dansk har givet hende troen på, at hun godt kan.

"Ordblindekursus har givet mig masser af ny viden": Mød 22-årige Martin Søndergaard fra Odense Kommune, der passer og vedligeholder bygninger og teamleder i Odense Idrætspark, Kim Wendel, der fortæller om, hvordan ordblindhed ikke længere er et tabu.

Kontakt den opsøgende indsats

Har I brug for en en snak om mulighederne for at opkvalificere medarbejdere og for at få viden om de økonomiske muligheder?
Kontakt teamet

Hvem er vi?

Her kan du møde teamet bag Den opsøgende indsats for uddannelse & kompetenceudvikling.

Se medarbejderne

Uddannelse & kompetenceudvikling