- Hvad er en camp? Er det bare et smart ord for en ny måde at mødes på i Kolding? Er det en konference, hvor vi sidder på vores flade og går hjem og har fået lidt ny viden? Er det en workshop, hvor vi uddeler sjove klistermærker og skriver videndeling og sammenhold på gule sedler? Nej. Hvad er det så? Det er sved på panden, det er intensivt arbejde, hvor man udvikler noget meget konkret, et program, som nabokommunen vil være misundelig over, når I kommer hjem.

DemensCamp 2018 i Kolding er skudt i gang, og Jeppe Albers, partner i Nextstep, der står for at afholde campen, leverer dagens første peptalk til de godt 80 deltagere.

Hver kommune stiller med et hold på 5-7 personer, typisk ledere, demenskoordinatorer og andre, der arbejder praksisnært med læring og demens. De har 28 timer til at arbejde med deres egen lærings- og udviklingsplan. Samtidig vil der være mulighed for at få sparring og input fra andre kommuner og faglige eksperter.

Louise Dybdal fra KL tager ordet. Hun står i bagenden af rummet, modsat scenen. Hun taler uden mikrofon og er i øjenhøjde med deltagerne som for at signalere, at her er ingen mere end andre. Repræsentanter for kommunerne står gruppevis omkring små runde borde med stearinlys og hvide duge.

- Hvor er det dejligt at se alle jer glade, sommerklædte mennesker, der skal være sammen med os de næste par dage. Vi sendte en invitation ud til alle landets kommuner, og der har været rigtig rigtig stor interesse. 22 kommuner var interesseret i denne camp. 11 er kommet med. 

Klokken er lidt over 10 på Hotel Comwell i Kolding en onsdag formiddag i maj. Udenfor skinner solen. Indenfor stråler glade kvinder i sandaler og let sommertøj. Kun én mand spejdes i det fjerne. Men det er vist meget normalt, når emnet er demens, lyder det. Endnu mangler to kommuner. Gentofte og København er blevet forsinket af DSB, men arrangementet skal i gang til tiden.  

”I skal arbejde, I har tid”

Mie Andersen fra FOA, der samtidig er næstformand for Fremfærd Ældre, der afholder denne DemensCamp, leverer dagens næste peptalk.

- Vi har nu en fælles fantastisk mulighed for at skabe et løft i demensindsats i de 11 kommuner, I repræsenterer. Det, vi har gjort, er at skabe et intensivt arbejdsforum. Det er ikke noget med at læne sig tilbage og tro, at man får fyldt alt muligt på. Det gør I også, men I skal arbejde. I har tid. I har halvanden dag sammen. I får alt mulig inspiration. Der bliver tid til videndeling og dialog.

Det er første gang i Fremfærd Ældre-regi, man vælger at afholde en camp over flere dage fremfor en konference eller en workshop. Det gør man netop for at give kommunerne tid til fordybelse og videndeling.

Klokken 10.15 er velkomsten forbi. Kommunerne får nu godt en halv time til at diskutere, hvad det er for en succes, de gerne vil fejre om præcis ét år, for målet skal være hyper-konkret og ambitiøst og kunne skrives på bagsiden af en serviet, som Jeppe Albers fra Nextstep udtrykker det.    

Inden DemensCamp 2018 har alle kommuner formuleret et lille skriv, hvor de har forsøgt at ridse op, hvad de gerne vil have ud af campen.

Billund overvejede egen camp

I Hedensted Kommune vil de lave et frivillighedskorps til personer med demens. I Århus Kommune vil de sætte ambitioner op for indsatsen i 2030, og i Horsens Kommune ønsker de at arbejde med at inddrage lokalsamfundet og få folk engageret i demensindsatsen.

Der summes ved bordene. København og Gentofte støder til, og stemningen er forventningsfuld. For nogle kommuner er det lykken at få lov at samle, hvad der svarer til det absolutte dreamteam i demens – og være sammen i 28 timer.

- Vi er syv afsted fra Billund Kommune, og vi har tidligere overvejet at leje et sommerhus og lave vores egen camp. Men jeg er bange for, at vi vil gå døde i det. Her er pauser, hvor man får inspiration udefra, og vi er trods alt ikke så mange timer sammen, at vi begynder at vrisse af hinanden og tabe koncentrationen, siger Janne Frost, demenskonsulent i Billund Kommune, med et smil på læben.

Nydelsen i nuet – også for demente

Deltagerne er klar til at trække i arbejdstøjet og få sved på panden, men inden er det tid til at slå lyttelapperne ud. Det sker med en række inspirationsoplæg bl.a. fra Rikke Gregersen, forskningsleder ved VIA University Collage. Hun taler om, hvordan omsorgen til demensramte kan forbedres ved at give fuld power til hverdagslivet og huske nydelsen i nuet.

- Det handler om de små ting i hverdagen. Vi har en tendens til at tænke stort og sige: Virker det om en uge? Virker det om 14 dage? Jeg tror, vi skal lære at sige: Virker det i nuet? Samtidig er der kommet nye observationsmetoder, så vi kan dokumentere: ’Han er glad for det her. Han har holdt fokus i længere tid.’ Det har også sin berettigelse.

Demens-cafeer hitter i Holbæk

Klokken er 12, og det er blevet tid til at nyde nuet i form af madens glæder. Frokostbordet bugner af salater og eksotiske retter. Der er dog også blevet plads til et enkelt fad med fiskefileter, remulade og små citronbåde, og netop dette fad synes at være demens-deltagernes favorit.

- Ved du godt, at fiskefileterne altid er det, der bliver taget først ved buffeten?, siger min sidedame, der viser sig at være leder i Billund Kommune.

Klokken 13 er vi tilbage i den store sal. Det er tid til Kommuneglimt, hvor kommuner på skift fortæller om demens-initiativer, som de er stolte af. Fra Holbæk beretter kommunens to demensspecialister om et nyt tiltag, de kalder demens-cafeer, hvor deltagerne mødes omkring et bord for at vidensdele, læsse af og udfordre hinanden. Der findes både cafeer for pårørende, ægtepar og børn af demensramte.

I Gribskov har kommunen omdannet en tidligere SFO til dagcenter for hjemmeboende borgere med demens. Holbohave, som dagcentret hedder, er indrettet ved hjælp af borgerne selv og deres pårørende, så borgere og pårørende føler sig hjemme og tager ejerskab. Det er blevet deres hus, hvilket man i kommunen er super glade for.  

Ferieaflastning hver sjette uge

Efter inspirationen fra Holbæk og Gribskov skal deltagerne på tværs af kommuner dele best-case- og worst-case-historier med hinanden.

1. Hvad er det i vores hverdag, der går rigtig godt?
2. Hvad er det, vi altid gør, når vi skal styrke kompetencerne, men som aldrig virker?

Blandt de ting, der i hvert fald ikke virker, er at smide en masse ny viden på bordet uden at tænke kulturændringer. Der er også enighed om, at der skal sættes tid af til planlægning og implementering, så driften ikke sluger det hele.

- Vi skal blive bedre til at tænke uddannelse og kurser ind i en karrierestruktur, og så skal lederne inddrages, og vi skal have en tydelig strategi for, hvordan viden og ny praksis integreres i dagligdagen, siger Mette Dauer Semey, læringskonsulent i Københavns Kommune, under debatten.

Brønderslev og Københavns Kommune får som de sidste lov at fortælle deres best-case eksempel fra scenen. Blandt andet fortæller man fra Brønderslev, hvordan pårørende til hjemmeboende ægtefæller med demens aflastes ved, at den demensramte hver sjette uge kan komme på et demensplejehjem.

LÆS OGSÅ: Demenscamp hitter: 12 kommuner udvalgt blandt 20 interesserede

- Som pårørende er man meget på. Nu kan de se frem til, at de hver sjette uge kan tænke på egne behov, lyder det blandt andet fra scenen.

Er der én ting, vi ikke går ned på i disse 28 timer, er det kaffe og kage. Når koppen er fuld og blodsukkeret højt af gulerodskage, er det tid til endnu et gruppearbejde. Denne gang sidder deltagerne sammen kommunevis.

Demens-dogmer og andre hjælpemidler

Fra scenen fortæller Jeppe Albers, at resten af campen vil handle om kommunernes egne mål og ønsker – ”Drømmen vi vil nå med vores kommune”.

Til det formål har arrangørerne produceret tre hjælpeværktøjer. Det første er en resultatskabelon, der ligger i print ude på bordene. På skabelonen står der: Hvad præcis er den udfordring, I vil arbejde med? Hvad er ideen, der skal løse den? Hvem skal være med til at gøre det? Hvordan skal man udfolde den? Og hvornår skal det ske?

Det andet værktøj er en tegning, der også ligger på bordene.

- Det er fuldstændig det samme, der står på tegningen, som der står i resultatskabelonen, men nogle kan godt lide at arbejde visuelt. Det sidste værktøj er fire dogmer, forklarer Jeppe Albers, der selv har arbejdet med demensområdet i fire år som del af Demensalliancen.

Blandt demens-dogmerne er, at formuleringerne skal kunne bestå mormor-testen, hvilket betyder at sproget skal være enkelt og klokkeklart og tale til almindelige mennesker.

- Så ikke noget med at skrive: ”Det handler om læring på tværs i et samskabelses-univers af kompetenceudvikling i demensområde-regi”, siger Jeppe Albers til stor morskab for forsamlingen.

Demensvenlige boliger i Hedensted

Der arbejdes koncentreret. Efter en times snak frem og tilbage over bordet er de meget klogere i den fem dame store Hedensted-gruppe, hvor demenskoordinator Marianne Røjgaard sidder alene tilbage, mens resten er ude og tanke kaffe.

Er du ved at være bombet?

- Nej, nej, der er masser af krudt tilbage, siger Marianne Røjgaard og fortæller, hvorfor kommunens mål er, at alle mennesker med demens skal bo i en demensvenlig bolig – uanset om de bor på plejecenter eller privat i eget hjem.    

- Det kan handle om, at det skal være trygt at bo det pågældende sted, hvis man forvilder sig ud på vejen. Eller at man skal bo et sted med god belysning eller have gode venlige farver, der stimulerer én. Det kan også være at lave pejlemærker på lange gange, sætte låsen på den anden side af havelågen eller kun bruge røde håndklæder, fordi det giver en bedre farvekontrast, siger hun.

Ude på hotellets hall, hvor der tankes kaffe, er der opstillet en puslespil med 2000 brikker. Rammen er lagt og brikkerne ligger spredt på bordet. På et skilt opfordres hotellets gæster til at lægge en brik i ny og næ, og symbolsk for campens fremdrift bliver der lagt flere og flere brikker, som dagen skrider frem.

Sparring fra ekspertpanel

Inden middagen er der lige plads til et sidste punkt nemlig den såkaldte panelsamtale, hvor kommuner på skrift præsenterer deres udfordringer og drømme for et panel bestående af demensfaglige eksperter.

For Gribskov og Gentofte Kommuner, der er først på podiet, handler drømmene først og fremmest om at få en samlet strategi for alle de mange tiltag, der allerede er på demensområdet og få langt spor, der er synlige for borgerne, så de nemmere kan finde demens-vejen.

For én af paneldeltagerne, Karen Tannebæk, uddannelsesleder i Nationalt Videnscenter for Demens, er det svære men også vigtige mål, de to kommuner sætter sig.

- Det er min erfaring, at kommunerne generelt har mange tilbud, men mangler en koordineret indsats. Her kan man med fordel kigge mere på det interne samarbejde og borgerens vej gennem systemet, siger hun, inden de næste kommuner gør sig klar til deres præsentation.

For journalisten er det er ved at være tid til at forlade Kolding. For demenskoordinator Marianne Røjgaard fra Hedensted Kommune, der først lige er ved at have talt sig varm, er det en gave at få lov at blive på DemensCampen.

- Det er et fantastisk læringsrum. Det gør, at vi som kommune kan arbejde målrettet med vores egne planer og samtidig få lov at høre, hvad andre kommuner laver. Vi skal jo ikke alle sammen opfinde den dybe tallerken.