Medarbejdere sætter grønne fodaftryk på arbejdspladsen
10 arbejdspladser fortæller i ny artikelserie, hvordan de med store og små initiativer tager del i den grønne omstilling.
Et nyt værktøj inspirerer medarbejderne til grønne mikrohandlinger i Haderslev Kommune. Et utraditionelt samarbejde på tværs af forvaltninger og fagligheder har skabt naturoaser og grønne byparker i Lolland Kommune.
Aalborg Kommune har ansat en grøn agent, der hjælper borgerne med at realisere deres bæredygtige projekter. I Sorø Kommune har en daginstitution indført et affaldssorteringssystem i børnehøjde, der hjælper både børn og forældre til korrekt affaldshåndtering.
Og på Bispebjerghjemmet i Københavns Kommune har medarbejdernes grønne idéer ført til innovative løsninger for at reducere madspild.
Grønne ideer blomstrer overalt
Medarbejdere og ledere på de kommunale arbejdspladser er hver dag med til at iværksætte grønne initiativer, der hjælper miljøet og viser vej til mere bæredygtige og klimabevidste løsninger.
I en ny artikelserie med 10 historier fra virkeligheden beskrives forskellige grønne medarbejderidéer, der kan inspirere medarbejdere på kommunale arbejdspladser til at tage del i den grønne omstilling.
Det sker i forbindelse med kampagnen "Medarbejdernes grønne ideer", som KL og Forhandlingsfællesskabet står bag.
Bevidsthed om grøn omstilling
De 10 inspirationshistorier repræsenterer kommunale medarbejdere bredt og beskriver initiativer om alt fra affaldssortering i børnehaven og madspildsordning på plejehjemmet til etablering af skovhaver, grønne byparker og andre kommunale åndehuller for dyr og planter.
Målet med artikelserien er at fremme de grønne idéer hos en bred gruppe af kommunale medarbejdere og på den måde bidrage til den grønne omstilling på de kommunale arbejdspladser.
- Ideerne må meget gerne have givet en konkret reduktion i CO2-forbruget eller på anden vis have haft en målbar effekt. Det vigtigste er dog, at ideen har skabt engagement og bevidsthed om bæredygtighed og grøn omstilling på arbejdspladsen og en lyst til at arbejde videre, siger Nina Roth, der er specialkonsulent i KL.
Vi skal dele de gode hverdagsløsninger
Sammen med chefkonsulent Steen Rank Petersen fra Forhandlingsfællesskabet er hun projektleder på kampagnen, der har haft som mål at indsamle og dele medarbejdernes grønne ideer.
En grøn idé kan være med til at nedbringe CO2-udledning og ressourceforbrug, spare på vandet og varmen og fremme genbrug og biodiversitet.
- Det handler om at fremme og dele de gode løsninger, som relativt nemt kan gennemføres på kommunale arbejdspladser og styrke dialogen i kollegagruppen om bæredygtighed. Derfor er jeg glad for at se de mange anvendelige ideer, der er kommet - lige fra mindre madspild på plejehjemmet og undervisning, der styrker det grønne mindset i skolen, til energibesparelser i svømmehallen, siger Steen Rank Petersen.
De 10 cases er skrevet af konsulenthuset Operate.
Nyt værktøj inspirerer til grønne mikrohandlinger
Svømmehal sparer på energien og hjælper klimaet
Grøn koordinator giver elever nye naturoplevelser
Plejehjem mindsker madspild med innovative løsninger
Grøn agent omsætter aalborgensernes idéer til virkelighed
Her får eleverne grønne handlemuligheder
Plejehjem gør bæredygtighed til integreret del af hverdagen
Tværfagligt samarbejde skaber naturoaser og grønne byparker
Affaldssortering i børnehøjde ruster børn til grøn omstilling