
Deltag i gratis AI-laboratorie på ældreområdet
Tilmeld jer laboratoriet for at se kritisk og konstruktivt på kunstig intelligens - og udforsk hvordan I vil bruge det fremover.
AI-laboratoriet sætter fokus på brugen af AI på ældreområdet. Fx AI’s forandringer i hjemmeplejen og på plejecentre – både i mødet med borgerne, som AI til forebyggelse af fald, og i medarbejdernes arbejdsgange som smart ruteplanlægning.
På AI-laboratoriet bliver der også udforsket læring fra andre fagområder, så der er rig mulighed for erfaringsudveksling.
Sammen kommer I til at se på:
- Gør AI os bedre eller dårligere til at løse vores kerneopgave?
- Hvordan påvirker AI vores relationer til eleverne, de ældre og øvrige borgere?
- Forstår vi kunstig intelligens (AI) og kender vi de etiske dilemmaer?
- Hvad betyder AI for vores faglige identitet, fordybelse og kreativitet?
- Hvad har vi brug for, hvis vi skal tage næste skridt med AI?
Forståelse og fælles sprog
Det er Fremfærds bestyrelse, der står bag AI-laboratoriet, som er en del af projektet "Kunstig Intelligens, der styrker velfærden".
Formålet med laboratoriet er at bidrage til, at medarbejdere og ledere får et fælles sprog for kunstig intelligens (AI) med forståelse for, hvornår og hvorfor teknologien er relevant at bruge.
Samtidig skal dagen også give deltagerne indsigt i, hvilke forandringer AI-teknologien bringer med sig for medarbejdere, deres fagidentitet, kerneopgaveforståelse og digitale tryghed.
Laboratorierne er for kommunale ledere, medarbejdere, TR og MED.
Tilmeld jer
Så kunne I tænke jer inspiration til jeres arbejde med AI, erfaringsudveksling med andre kommuner, konkrete eksempler og værktøjer til jeres videre arbejde med AI?
Så tilmeld jer AI-laboratoriet, der løber af stablen i Vejle den 1. september 2025 fra kl. 10-15.