Klimahandledag

Gode grønne ideer får nyt liv - kontorelever spreder dem

13 kontorelever har været detektiver i bæredygtighed i Kolding, og de deler nu ideerne videre. Ledelsen kalder initiativet for win-win.

Af Irene Aya Schou 29/04/2024

- Velkommen til klimahandledagen. Vi er 13 megafriske kontorelever, der har fået en god idé om at udbrede de grønne ideer her i Kolding Kommune. Vi har været rundt i vores fire forvaltninger og finde gode bæredygtige tiltag, der kan spredes til andre dele af kommunen.

Caroline Steiner Jørgensen er kontorelev i Kolding Kommune og viser rundt i festsalen under Social og Arbejdsmarkedsforvaltningen, der denne dag i anledning af den nationale klimahandledag, er omdannet til showroom for grønne ideer.

I små grupper står kontoreleverne med flyers i hænderne, plancher på væggene og fysiske modeller bl.a. af en skole med solfangere og græs på taget. Ideen er at vise mangfoldigheden i de bæredygtige tiltag, der allerede tages i Kolding Kommune.   

Kontorelevernes egen idé

De 13 elever har selv fundet de grønne ideer indenfor forskellige fagområder. Og de har selv skruet en proces sammen som en del af deres uddannelsesforløb.

- Vi har afholdt en introdag for alle kontorelever, hvor de blev introduceret for opgaven. Kontoreleverne er blevet inddelt i fire grupper svarende til kommunens fire forvaltninger, og så har de selv fundet ud af, hvilke tiltag indenfor den forvaltning, de vil ud at undersøge, siger Anne Vestergaard Mortensen, der er kontorelev i Kolding Kommune, og initiativtager til at indsamle kommunens grønne ideer.

Jeg er nærmest begejstret. Dette er på alle måder et win-win initiativ

Bent Jensen Mouboe, konstitueret vicedirektør

Mindre madspild på plejecentre

Én gruppe har besøgt skoler og daginstitutioner, en anden gruppe har undersøgt bæredygtige tiltag på ældreområdet. Ideen er, at man på hvert område skal finde og videreformidle én-to gode ideer.

- Jeg er i en gruppe, der har valgt at fokusere på køkkenområdet indenfor plejehjemmene. Her kan vi se, at de har nogle rigtig gode ideer i forhold til at genbruge overskydende mad og undgå madspild. De er meget kreative, fortæller Anne Vestergaard Mortensen, der har besøgt køkkenet på plejehjemmet Bertram Knudsens Have.

Her forvandler de overskyndende mad til nye lækre retter eller fryser maden ned.

- På deres iPad har de lavet et overblik over, hvad de har i fryseren. De har noteret datofrysning, datoanvendelse, mængde og antal, så de hele tiden har et blik for, hvornår maden senest skal anvendes, og de laver madplaner ud fra listerne, siger Anne Vestergaard Mortensen.

Slet mails og forlæng levetiden

Caroline Steiner Jørgensen har sammen med to andre kontorelever undersøgt, hvordan man kan forlænge levetiden på IT-udstyr. Det kan handle om at huske at slukke sin computer og ikke bare klappe den ned og at slette unødvendige mails.

- Det kan også handle om at give kommunens computere ekstra levetid ved først at bruge dem fire år til medarbejde og derefter som skole-computere til elever, der ikke har brug for de tunge fag- og sikkerhedsprogrammer, som vi har brug for i kommunen, siger Caroline Steiner Jørgensen, der i dagens anledning har taget den grønne blazerjakke på.

Inspiration til plantebaseret mad

En anden idé handler om at få flere til at spise plantebaseret kost ved at gøre grønne madopskrifter fra én af kommunens populære kantiner tilgængelige på intranettet Hercules.

Kantinen, som alle kommunens medarbejdere kan bruge, er kendt for sin grønne mad. Ideen er, at det ikke kun er til frokost, at man får det gode veganske måltid, men at man kan blive inspireret til at prøve at lave maden derhjemme. 

Ideen udsprang af, at flere af kontoreleverne allerede har henvendt sig til personalet for at få opskrifter med hjem. Én af eleverne har endda fået sin kæreste til at spise indisk vegetarmad.

- Han elsker pølser og hakkebøf men efter at have smagt dhal, er han blevet vild med det, siger kontoreleven.

Direktionen åbner døre

Ideen om at indsamle grønne ideer kom frem under sidste års nationale klimahandledag. Anne Vestergaard Mortensen og Anita Fogh Hagen, der var 1. års kontorelever på det tidspunkt, synes, at ideen var så god, at de sammen med en tredje kontorelev har brugt det meste af et år på at gennemføre den. Her har direktionen spillet en vigtig rolle. 

- Vi har haft direktionens opbakning lige fra starten af. Direktionen har skrevet rundt til ledere i kommunen og spurgt, om vi måtte komme ud og undersøge deres bæredygtige tiltag, siger hun. 

Kontorelever får den bedste uddannelse

Bent Jensen Mouboe, konstitueret vicedirektør i Kolding Kommune, har været med til at åbne døre i projektet. Han går rundt og hører om de mange bæredygtige tiltag og er imponeret over kontorelevernes arbejde.  

- Jeg er nærmest begejstret. Dette er på alle måder et win-win initiativ. Der kommer fokus på klimadagsordenen som er vigtig for Kolding Kommune ligesom for andre kommuner. Samtidig er vi med til at give vores kontorelever den bedst mulige uddannelse. De er sammen om et vigtigt tema, de kommer ud forskellige steder i organisationen, og de finder de gode ideer, som de kan formidle videre, siger han.   

Skoler har brug for videndeling

Ved en anden stand står Natalie Schmidt. Hun har undersøgt bæredygtige tiltag på skoleområdet og bl.a. fundet ud af, at skolerne mangler viden om, hvordan de kan arbejde med emner som bæredygtighed og FN's 17 verdensmål.  

- Skolerne har brug for mere vidensdeling. Hvad virker? Hvor får man hjælp? Og hvad kan man gøre, selvom man ikke har så meget plads? Vi har bl.a. besøgt en skole, der har lavet deres eget fag "bæredygtighed, innovation, design", hvor de har tværfaglige temadage hver anden mandag. Det er meget inspirerende, siger Natalie Schmidt. 

Idé om grønt årshjul til skoler

Gruppen har også lavet et grønt årshjul, der viser, hvordan man kan arbejde med bæredygtighed måned for måned. Det vil dog kræve, at der politisk er villighed til at stille krav til skolerne om, at de skal igennem forskellige emner på et år.

Den tanke er konstitueret vicedirektør Bent Jensen Moeboe ikke afvisende overfor.

- Det er spændende at få nogle udefra til at kigge på det, vi laver. Jeg er meget optaget af, hvordan vi får delt den gode viden, der er her i rummet. Jeg vil gøre mit for at dele ideer med direktionen og i vores strategiske chefforum, siger han.  

Bæredygtighed ind i kerneopgaven

Også i Kolding Kommunes nye samlingspunkt for bæredygtighed og grøn omstilling, Bæredygtighedshuset, er der opbakning til kontorelevernes initiativ.

- De mange eksempler viser, at vi er nået dertil, hvor bæredygtighed er ved at blive integreret i kerneopgaven. Det handler ikke længere om at udskifte plastickopper til papkrus eller indrette en grøn skolegård. Det handler om at integrere bæredygtighed i elevernes undervisning og lave mad på en bæredygtig måde i kantinen, siger Torsten Zink Sørensen, der er bæredygtigheds- og klimakoordinator i Bæredygtighedshuset, og også har lagt vejen forbi festsalen.

For kontorelev Anita Fogh Hagen har arbejdet med at finde bæredygtige tiltag i forvaltningen givet ekstra mod på en fremtidig karriere i kommunen.

-  Jeg har fået ansvar og mulighed for at udvikle og brainstorme og tage fat i en masse mennesker. Det har givet mig en gejst i forhold til at implementere og arbejde projektorienteret og en viden om hele det bæredygtige område, siger Anita Fogh Hagen, der er én af de tre initiativtagerne bag at indsamle og formidle kommunens grønne ideer.

Den nationale klimahandledag

Klimahandledagen blev første gang afholdt sidste år. I 2024 blev Klimahandledagen afholdt den 25. april.

På Klimahandledagen sættes der et landsdækkende fokus på bæredygtighed, og hvordan man som enkeltperson, familie, arbejdsplads eller sportsklub kan omsætte det til konkrete handlinger i ens hverdag.

Grønne Nabofællesskaber har taget initiativ til Klimahandledagen, der handler om både mikrohandlinger såvel som store klimahandlinger til fordel for klimaet og med fokus på vidensdeling.

Om "Medarbejdernes grønne ideer"

Danskerne er bedre til at fremme den grønne omstilling i hjemmet end på arbejdspladsen. Men hvis Danmarks klimamålsætning om at reducere CO2-udslippet med 70 procent frem mod 2030 skal opfyldes, skal vi huske den grønne omstilling på de mange kommunale arbejdspladser.

Derfor har KL og Forhandlingsfællesskabet med udgangspunkt i en aftale fra OK-21 igangsat en kampagne, der skal indsamle grønne ideer og løsninger til at fremme bæredygtighed og grøn omstilling inden for forskellige tematikker bl.a. affaldssortering, ressourceforbrug, genbrug og transport.

Kampagnen hedder "Medarbejdernes grønne ideer". Den opfordrer medarbejdere, ledere og arbejdspladser til at beskrive og indsende deres grønne idé. På baggrund af de indkomne ideer, vil der blive udvalgt 10 cases.

De 10 cases vil blive foldet mere ud i en række artikler, som præsenteres på denne temaside