Kan fuldtid få arbejdsglæden til at stige på botilbud?
Ja, lyder det fra medarbejderne på botilbuddet Boligerne Rude Skov, som har indført mulighed for lange tjenester.
Medarbejderne på Boligerne Rude Skov, et botilbud i Nordsjælland, har efter eget ønske fået mulighed for at arbejde lange vagter på op til 15 timer.
Det har længe været et ønske hos medarbejderne, men det blev først forløst, da botilbuddet gik i gang med indsatsen En fremtid med fuldtid, fortæller centerchef Anette Schubert.
I indsatsen valgte de at lave en prøvehandling, som gav mulighed for de lange tjenester. Og det har medarbejderne været glade for, fordi det giver færre arbejdsdage, flere friweekender og mere fleksibilitet, lyder det.
Pausekultur er afgørende
I dag arbejder 58 procent af de 150 medarbejdere på fuldtid. Og en af vejene til at gøre fuldtid attraktivt har netop været de lange 15 timers tjenester.
Men det kræver også et fokus på arbejdsmiljø og pausekultur, for at det kan lade sig gøre, siger centerchef Anette Schubert.
- Når man er på arbejde i op til 15 timer, så skal man have en pause, ellers restituerer man ikke i forhold til det relationsarbejde, man skal lave med en beboer.
Derfor har de i lokalMED og arbejdsmiljøgruppen sammen udarbejdet en ramme for en pausekultur, men også hvordan man laver en struktur i hverdagen.
- Nogle medarbejdere møder ind om morgenen og aftaler der, hvordan deres pauser skal ligge, mens andre tager pauserne mere fleksibelt i forhold til, hvordan det passer ind på dagen, siger Anette Schubert.
Du kan i videoen høre meget mere om hendes overvejelser og refleksioner i forhold til at arbejde med en fuldtidsindsats. Du kan også dykke ned i publikationen "Om at lede en fuldtidsindsats", hvor flere ledere fortæller om deres arbejde med indsatsen.
Du kan også møde Anette Schubert og socialpædagog Johnny Pflug, der arbejder lange 15-timers tjenester i et webinar om fuldtid på socialområdet.
Er I blevet interesseret i at deltage i En fremtid med fuldtid eller høre mere, så kontakt projektleder Nina Menoka Banerjee på 30523591.











