Hør vidensoplæg og tag samtalen om faglig ledelse
Ønsker I at sætte fokus på faglig ledelse? Så brug nyt materiale til at starte samtalen.
Kvalitet i det pædagogiske arbejde skal langt hen ad vejen iagttages. Det er noget, man som leder enten selv skal se udspille sig eller opnå viden om igennem samtaler.
Sådan lyder det i oplægget fra lektor Søren Voxted, når han skal beskrive et af kendetegnene ved faglig ledelse på det pædagogiske- og socialpædagogiske område.
I modsætning til andre fagområder kan man i mange henseender bedst vurdere, om et barn er i trivsel eller en borger med handicap oplever livskvalitet, når man ser det og har faglige drøftelser, der kvalificerer det.
Ledelse tæt på praksis
Derfor kræver faglig ledelse på det pædagogiske og socialpædagogiske område, at man som leder er meget tæt på praksis.
For man skal kunne sætte ord på den pædagogiske praksis og den pædagogiske indvirkning på de børn eller udsatte borgere, man arbejder med.
Udover at være tæt på praksis skal lederen også evne forskellige former for ledelse - afhængig af situationen.
Det er situationsbestemt ledelse, som strækker sig på en skala mellem den instruerende ledelse og den distribuerede ledelse, fortæller Søren Voxted i oplægget.
Oplæg til refleksion
Se hele Søren Voxteds vidensoplæg, og brug de medfølgende dialogspørgsmål til at starte en drøftelse hos jer om, hvordan I kan prioritere og skabe de bedste muligheder for den faglige ledelse.
- Hvilken ny viden og nye idéer har vi fået til at praktisere faglig ledelse hos os?
- Hvad er de største udfordringer ift. at styrke den faglige ledelse?
- Hvad skal der til for at styrke den faglige ledelse i vores kommune?
- Hvilke greb, rammer og handlinger kunne give værdi i vores kommune?
- Hvordan kan vi bedst muligt understøtte den faglige ledelse tæt på kerneopgaven gennem hele ledelseskæden?











