Ordblinde tog imod hjælp: Hverdagen er blevet lettere
Hør tre medarbejdere fortælle, hvordan screening og ordblindekursus har forandret deres liv.
- Jeg havde ikke lyst til at blive screenet, for jeg havde ikke lyst til, at det skulle komme frem at jeg var ordblind, for jeg har gjort meget for at skjule det, fortæller en medarbejder i videoen.
Det endte dog med, at han sagde ja til at blive testet for ordblindhed og efterfølgende tog et imod et tilbud om målrettet ordblindeundervisning.
Og det er han glad for i dag.
For det er ikke så slemt, som man måske skulle tro at blive testet for ordblindhed.
Selvtillid og gå-på-mod bliver løftet
I videoen fortæller tre medarbejdere, hvordan ordblindhed kan være forbundet med skam og en følelse af at være dum og om, hvordan screening og undervisning har øget deres selvtillid og givet dem gå-på-mod.
Flere end 500.000 voksne danskere har svært ved at læse og skrive, og på FOA’s og 3F’s område lyder vurderingen, at det gælder cirka halvdelen af de ansatte.
Arbejdspladsen kan støtte til screening og undervisning
Men der er hjælp at hente for medarbejdere på en FOA og/eller 3F overenskomst, der ønsker at blive bedre til enten at skrive, læse, regne og bruge IT i hverdagen.
Kommunale arbejdspladser kan nemlig via indsatsen "Bedre til ord, tal og IT" få afklaret medarbejderes kompetencer i dansk, matematik og IT og få lønrefusion, når medarbejderne deltager i kursus.