Kom i gang med et nyt år

Kom godt i gang med det nye år

Julen er slut, og et nyt arbejdsår starter. Det kan føles som at starte på en frisk, men det kan også være hårdt at komme i gang igen efter en ferie. Derfor har vi samlet fire gode tips til at komme godt i gang med arbejdet i det nye år.

Af Helga Grønvold 06/01/2014

Et nyt år er startet, og efter ferien kan der være mange ting at tage fat på. Det kan være fristende at kaste al sin energi over nye opgaver og projekter og tage lange arbejdsdage for at komme i sving, men lad være. Start i stedet langsomt op og gå gradvist i gang med arbejdsopgaverne.

1. Skab overblik

Tag fat i efter-jul-listen eller start med at bruge de første arbejdsdage på at skabe dig et overblik. Noter de opgaver ned, der er kommet i løbet af ferien. Lav en prioriteret to-do liste over, hvad er vigtigt her og nu, og hvad kan vente. Hvis du har flere opgaver, end du kan nå, så bed din kollega eller chef om hjælp til at prioritere arbejdsopgaverne. Det kan nogle gange være rart at få en andens vurdering.

2. Start med noget nemt

Start med de arbejdsopgaver, der er nemme at komme i gang med. Vent lidt med opgaver, der kræver meget. Så får du letter følelsen af at være i gang, når du kan krydse den ene opgave af efter den anden på to-do listen.

LÆS OGSÅ: Sådan holder du styr på dine mails

3. Få styr på indbakken

Start med at oprette to mapper. En mappe til mails der haster, og en til mails der ikke haster. Gå så i krig med indbakken. Start med de nyeste, herefter har du kun tre muligheder: enten skal du besvare/handle på, slette eller arkivere dem. Placer mailsene i den ene eller den anden mappe, alt efter hvor meget det haster.

4. Skriv de gode ideer ned

Det er gerne efter en ferie, at de gode ideer og løsningsforslag kommer. Husk at skrive dem ned, så kan du tage fat på dem senere, hvor der er lidt bedre tid.