Se en simulation helt tæt på

Mødet med syge borgere kan være svært og overvældende for sosu-eleverne, derfor hjælper det dem at øve sig i trygge rammer først.

Af Bettine Romme Andersen 16/04/2024

Det er som at træde ind i en helt almindelig ældre borgers hjem på et plejehjem. Men boligen er ikke ægte, det er et simulationsrum, som ligger i Kødbyen i København på SOSU H.

I den her video ser du, hvordan en simulation kan foregå, når social- og sundhedsassistent-eleven Lital Peled møder en syg borger, som er spillet af en skuespiller. Du møder også underviser i simulation Naia Wandel Jacobsen.

Besøg hos kræftsyg borger

Simulationen foregår på den måde, at eleverne bliver sat ind i et senarie - i dette tilfælde et besøg hos en kræftsyg, terminal borger.

Der er tre andre elever med, som hver har til opgave at observere og give feedback på forløbet efterfølgende i en debriefing.

- I debriefingen bruger vi tid på at snakke om, hvad der skete, hvilken teori og erfaringer de kan trække på. Og det er i virkeligheden i debriefingen, vi oplever, at eleverne får reflekteret, og som er en stor succes ved det her, siger Naia Wandel Jacobsen, der er underviser og koordinator for simulation som pædagogisk metode på SOSU H.

Hvad er simulation:

Simulation anvendes som en metode til at efterligne dele af eller alle aspekter af en situation, så den lærende oplever denne som troværdig og realistisk – gennem anvendelse af viden, handling, refleksion og øver teoretisk forståelse og sammenhæng.
(Helleshøj, 2015)