Indflytning på plejehjem

Inspiration: Den gode indflytning på plejehjem

Hent inspiration og redskaber til, hvordan den gode indflytningssamtale på plejehjem kan foregå for både medarbejdere og borgere.

Af Bettine Romme Andersen 02/08/2023

Det er en stor omvæltning for en ældre borger at flytte på plejehjem. Og for de pårørende er der også mange nye ting at forholde sig til.

I Høje-Taastrup Kommune har projektet "Den gode indflytning" vist, at der er et stort behov for en indflytningssamtale, løbende samarbejde og opfølgning.

Derfor har man udviklet et redskab, der skal give bedre støtte til indflytningssamtalerne for både borgere, pårørende og medarbejdere.

- Vi har lavet det nye materiale, fordi det, vi havde, ikke var up to date, og medarbejderne brugte det ikke. Og indflytningen er jo der, hvor grunden til et godt samarbejde med borgere og pårørende bliver lagt. Derfor ville vi gerne arbejde med det, siger udviklingssygeplejerske og projektleder Trine Schier Morsing.

Koncept for den gode indflytning

I Høje-Taastrup Kommunes koncept bliver borger og pårørende indbudt til to samtaler med tre måneders mellemrum. Forud for samtalerne har borger og pårørende fået udleveret materiale, som beskriver, hvad samtalerne handler om.

I første samtale, som finder sted lige efter indflytning, har borger og pårørende mulighed for at udfylde spørgeguiden "Mit liv", som sætter fokus på, hvilke tanker borgeren har om sin nye livssituation, samt hvilken livshistorie, vaner og rutiner borgeren har. Der er også udviklet nogle dialogstøtte-redskaber med talebobler, som er nemme at afkode.

- Medarbejdernes tilbagemelding er, at dialog-redskaberne virker rigtig godt, og at de oplever, at det støtter dem i samtalen. De oplever også, at det ikke er så farligt med lidt stilhed og pauser en gang imellem, så beboeren kan tænke sig om, inden de svarer, siger Trine Schier Morsing.

Projektet har via interview med borgere og pårørende identificeret fire temaer, som er vigtige at komme omkring i samtalerne.

  • Hvem er jeg - Temaet handler om, hvordan borgerne viser, hvem de er som mennesker.
     
  • At sige farvel og goddag -Temaet handler om borgernes oplevelse af det, de forlader, og det de skal til at begynde.
     
  • Nødvendigt at tale om den sidste tid - Temaet handler om borgernes og de pårørerendes oplevelser med at tale om den sidste tid.
     
  • Samarbejdet tilrettelægges undervejs - Temaet handler om særligt pårørendes beskrivelser af at kunne komme til personalet med
    spørgsmål og det løbende behov for kontakt med personalet.

Hent rapporten "Den gode indflytning".

Den første samtale

Den første samtale indeholder en generel velkomst til plejecentret og har fokus på, hvilke tanker borgeren har om sin nye livssituation, samt hvilken livshistorie, vaner og rutiner borgeren har. Hent skemaet "Mit liv".

Her er også fokus på en forventningsafstemning, i forhold til hvad borger/pårørende ønsker, og det som plejecentret kan tilbyde.

Læs også: Livshistorier giver tryghed på plejehjem

Den anden samtale

Den anden samtale afholdes ca. tre måneder efter den første og er en opfølgende samtale om, hvordan det er at bo på plejecenteret.

Har det været svært at flytte på plejecenter? Er der noget, der kan gøres anderledes eller forbedres?

Den anden samtale sætter også fokus på den sidste tid og døden. Ved samtalen tales der med beboeren om, hvorvidt der er særlige ønsker, religiøse hensyn, tanker eller ønsker for, hvordan den sidste tid gerne må være.

Kompetenceudvikling af medarbejdere

Da redskaberne til "Den gode indflytning" skulle udbredes på alle fem plejecentre i Høje-Taastrup Kommune blev medarbejderne tilbudt kompetenceudvikling, så de kunne lære baggrunden og metoderne for indflytningssamtalerne at kende.

- Det har været meget betydningsfuldt, at alle faggrupper har deltaget sammen, fordi de har kunnet se på og lære af hinandens måde at gøre det på, siger Trine Schier Morsing.

95 medarbejdere fra alle kommunens plejehjem har deltaget i et fire timer langt undervisningsforløb.

Det har været både sygeplejersker, sosu-assistenter og sosu-hjælpere, og holdene har været sammensat, så der både har været kollegaer, som er vant til at arbejde sammen på samme afdeling, og medarbejdere fra andre plejehjem, så der er god gavn af læring og videndeling med hinanden.

1. indflytningssamtale: Mit liv på plejehjem
2. indflytningssamtale: Opfølgning
Mit liv: Hvem er jeg?
Rapport: Den gode indflytning
Klar til samtalen om den sidste tid

Få viden og anbefalinger til, hvordan plejepersonale bliver bedre til at tage samtalen om den sidste tid.

Anbefalingerne komme fra projektet "Klar til samtalen", som tager udgangspunkt i konkrete erfaringer fra kommuner og sygehuse.

Gå til side om Klar til samtalen