I Esbjerg har medarbejderne fokus på at udvikle den sociale kapital

Esbjerg tror på, at der er gevinst i at øge den sociale kapital

Social kapital er et nøgleord i Esbjerg Kommune, hvor man tror på, at det har en positiv effekt på arbejdsmiljø, produktivitet og kvalitet. Flere arbejdspladser i kommunen er i gang med at fremme deres sociale kapital. Vestervangskolen er en af dem.

Af Kristine Toullec 22/11/2013

For et år siden kom Vestervangskolen med i et projekt, der handlede om at øge den sociale kapital og opnå mere retfærdighed, tillid og samarbejdsevne. Som noget af det første skulle skolens sociale kapital måles, så man i senere målinger kunne se, om de iværksatte handlinger havde givet afkast. Med den indledende pejling, kunne skolen også sætte mere målrettet ind.

Målingen viste et særdeles fint resultat. ”Tillid” og ”samarbejde” lå på over 3 på en skala fra 1 til 4. Og skolen valgte derfor at fokusere på retfærdighed, der med den laveste score lå lige over 2,8. Men hvad er det, der giver den høje grad af tillid og samarbejde, og hvad kan man gøre for at øge følelsen af retfærdighed?

Hvis bare der er godt med tillid og retfærdighed, så kommer det gode samarbejde helt af sig selv.

Inger Lise Holtzmann

Åbenhed giver tillid

John Andersen, viceskoleinspektør, og Inger Lise Holtzmann, tillidsrepræsentant, forklarer den høje grad af tillid med, at der er meget åbenhed på skolen: - Hvis man bare giver en ærlig forklaring, er det nemmere som leder at opnå forståelse for, at noget er, som det er, siger John Andersen. Åbenhed og troværdighed altså nøgleord, når det handler om at skabe tillid.

Rammer til samarbejde

På Vestervangskolen har medarbejderne i mange år arbejdet i teams også på tværs af faggrænser. Det er et samarbejde, som blandt andet er affødt af helhedsskolen, og hvor man fra ledelsens side har været opmærksomme på at skabe gode rammer for samarbejdet for eksempel ved at give tid til det.

- Hvis bare der er godt med tillid og retfærdighed, så kommer det gode samarbejde helt af sig selv, fortæller Inger Lise Holtzmann. Men som eksemplet viser, kan et godt samarbejde også hjælpes på vej af gode rammer.

Åben fagplan

Retfærdighed vedrørende arbejdsopgavernes fordeling var den faktor, som skolen scorede lavest på. Og det blev derfor også det, de primært skulle arbejde videre med.

Inger Lise Holtzmann nævner 'åben fagplan' som et eksempel på, hvordan man kan skabe øget retfærdighed i forhold til arbejdsopgavernes fordeling: - Åben fagplan betyder, at alle de opgaver, der skal løses det kommende år, slås op. Herefter aftaler lærerne indbyrdes, hvem der skal have hvilke opgaver. Kun ved uenighed griber ledelsen ind.

At give medindflydelse på arbejdsopgavernes fordeling er således et bud på, hvordan man kan øge opfattelsen af retfærdighed. Det er vigtigt, at alle som minimum får en forklaring på, hvorfor der fra ledelsens side disponeres, som gør processen åben.

LÆS OGSÅ: Her lærer medarbejderne af hinanden, mens de lærer fra sig

 

Social kapital i Esbjerg

Den sociale kapital har en positiv effekt på både arbejdsmiljø, produktivitet og kvalitet. Derfor er social kapital et af nøgleordene i Esbjerg Kommunes arbejdsmiljø-strategi.

På kommunens arbejdsmiljøportal er der en redskabskasse med forslag til processer, der kan være med til at fremme den sociale kapital.

Kommunen arbejder også med et øget fokus på social kapital i sin nye personalepolitik, og det er planlagt, at der spørges ind til social kapital, når ”Danmarks Bedste Arbejdsplads – for mig” gennemføres i 2014.

Måling af social kapital

Fire simple spørgsmål kan give en pejling af, hvordan det står til med den sociale kapital på arbejdspladsen. Disse fire spørgsmål blev stillet til alle ansatte på Vestervangskolen:

  • Kan man stole på de udmeldinger, der kommer fra den øverste ledelse på skolen?
  • Stoler ledelsen på, at medarbejderne gør et godt stykke arbejde?
  • Bliver konflikter løst på en retfærdig måde?
  • Bliver arbejdsopgaverne fordelt på en retfærdig måde?

Find værktøjer til at måle den sociale kapital på socialkapital.org