
Assens: Strategisk og organisatorisk forankring af frivilligheden
I Assens Kommune prioriterer de samarbejdet med civilsamfundet højt og har etableret en tværgående enhed, der understøtter borgerdrevne fællesskaber.
I Assens Kommune har de politisk prioriteret samarbejdet med civilsamfundet og de frivillige borgerdrevne fællesskaber højt. Der er etableret en organisatorisk enhed, der går på tværs, for at understøtte de meningsfulde fællesskaber og styrke livskvaliteten blandt de ældre.
Det gøres bl.a. via dialoger med borgerne der, hvor de bor og ved at matche på tværs af generationer fx mellem efterskoleelever og seniorer.
Hvad er udfordringen?
En udfordring er, at faglige medarbejdere i kommunen primært fokuserer på de faglige løsninger fx træning og sygepleje, fremfor de sociale og relationelle løsninger i forhold ensomhed og mental mistrivsel hos ældre.
Ofte ses de faglige kerneydelser som enkeltydelser, hvilket kan være en udfordring, fremfor at se på den samlede kommunale kerneopgave med at skabe livskvalitet for de ældre.
Assens Kommune ønsker at blive den kommune i Region Syddanmark med bedst livskvalitet og mindst ensomhed. I 2021 lå de nr. 6 ud af 22 kommuner i forhold til borgere, der er uønsket alene og nr. 11 i forhold til borgere, der aldrig har nogen at tale med, når de har behov.
Hvad er ambitionen?
I Assens Kommunes vision for 2030 er vægten på, at det gode liv skaber vi sammen, når vi deler det gode og sunde liv med andre.
Målet er at styrke livskvaliteten og den mentale sundhed via levende og aktive fællesskaber og gøre op med ensomheden. Det skal være nemt og naturligt at tage de sunde valg og forebygge sygdomme ved sammen at tage ansvar.
Ambitionen er samtidig at styrke det tværgående kommunale samarbejde på tværs af ældre, handicap, beskæftigelse, lokalråd, frivillig socialt arbejde og folkeoplysning.
Hvem samarbejdes der med?
For at realisere ambitionen er der etableret en afdeling med 11 forebyggelseskonsulenter, fællesskabskoordinatorerne, demenskonsulenter og brobyggere, der alle primært har til opgave at forebygge ensomhed og fremme sundhed hos de ældre via aktiviteter og fællesskaber.
Medarbejderne ved, hvad der foregår i civilsamfundet og kan matche til foreninger eller nye fællesskaber – også i samarbejde med kollegerne i ældreplejens drift.
Afdelingen faciliterer samarbejdet med de frivillige, når de rækker ud til kommunen, så deres egangement bliver grebet. Og det gøres let at ‘finde ind i kommunen’. Et vigtigt samarbejdsprincip er, at vi ikke er noget uden de frivillige – og at frivillighed skal være gensidigt givende for alle parter.
Hvad er afprøvet og hvordan?
Demenscaféer med Røde Kors
Temadag for alle frivillige i de fire demenscaféer under Røde Kors-afdelingerne i Assens Kommune. Demenscaféerne skaber trygge og nærværende mødesteder, hvor pårørende til mennesker med demens kan dele erfaringer, finde støtte og danne nye fællesskaber. Det giver et åndehul i hverdagen, hvor der både er plads til samvær og aktiviteter med den demensramte – og til fortrolige samtaler med andre i samme situation. Demenscaféerne, der kombinerer frivillighed og kommunal opbakning, er tilgængelige flere steder og kan tilpasses den enkelte families behov.
Seniorlivsmessen samler 350+ deltagere
En central del af civilsamfundsopgaven er at matche borgere og fællesskaber, og det sker løbende bl.a. via brug af platformen Boblberg, men også på den årlige Seniorlivsmesse, hvor der er 350+ deltagere og 40 stande. Der er både kobling til foreningslivet og til kommunens forebyggende hjemmebesøg, hjemmepleje og rehabilitering.
Generationsmøder
Der er et stort potentiale i at fremme generationsmøderne mellem ældre, børn og unge, og det er der en efterskole, Glamsdalens Idrætsefterskole, der har grebet ved, at 10-20 elever er frivillige på et plejecenter som valgfag. De unge kommer bl.a. og cykler, går ture, spiller spil, hjælper med telefonen og laver sangarrangementer med de ældre.
Ny højskole på vej
Assens Kommune er i gang med at planlægge åbningen af en højskole – Bøgildhus – for mennesker med demens til eftersommeren 2026. Formålet er at skabe bedre mening i at tage på højskole som aflastningsaktivitet. Det er flere daghjem, der bliver lagt sammen til en højskole for at skabe nye synergier og muligheder for borgerne. Højskolen skal også rumme aftenskoleaktiviteter og blive et sted med mange muligheder for at være frivillig – også når man har skavanker.
Træning i boligforeningen
Bymøllevænget er almene, ældrevenlige boliger, hvor der var træningsassistenter, der tog ud og trænede i flere af lejlighederne individuelt hos den enkelte borger. En af borgerne tog initiativ til fællestræning i dialog med formanden for beboerforeningen og Assens Kommune. Assens Kommune understøttede opstarten af fællestræningen, og det har siden kørt videre på frivillig basis. Der er omkring 15 personer, der laver stolemotion. De to trænere har ikke været frivillige før, men ville gerne styrke fællesskabet med naboerne. Derfor er det vigtigt at kommunikere, at det aldrig er for sent at blive frivillig tovholder.
Frivilligt styrede aktivitetshuse
Assens Kommune støtter også op om de frivillige bestyrelser i de frivilligt styrede aktivitetshuse, hvor kommunen stiller lokaler til rådighed. Der kan være ønsker om at få samarbejdet til at fungere eller om at skabe den gode fortælling om deres aktiviteter, men også om at sikre aftalerammerne for vilkårene for at styre aktivitetshusene.
Mandefællesskaber
Mandefællesskaber er centrale at få understøttet, da ældre mænd statistisk er mindre sociale og aktive i civilsamfundet end ældre kvinder. Hvis en borger tager initiativ til et mandefællesskab, støttes der op om at lave en praktisk plan og få spredt budskabet, fx via de kommunale forebyggelseskonsulenter, der kan tage en pjece med rundt.
Borgmester i Assens Søren Steen Andersen (V) har bl.a. igangsat initiativer for at skabe mere demensvenlige byrum.
1. Borgerne skal være interesseret
På et tidspunkt blev det forsøgt at samarbejde med Røde Kors i forhold til at dele livshistorier. Der blev uddannet frivillige, men der var ikke nogle borgere, der var interesserede i at deltage. Et opmærksomhedspunkt er ikke at gå for langt med nye idéer, før efterspørgslen og interessen hos borgerne er testet.
2. Transportudfordringer
Assens Kommune er en stor, geografisk kommune, så det kan være meget besværligt for de ældre borgere at komme rundt til aktiviteter og fællesskaber. Derfor arbejdes der med at motivere til samkørsel med naboen på tværs af by og land – ved at italesætte, hvor god en kultur der i forvejen er for at tage hinanden med, og ved at opfordre til at tage en nabo med næste gang, der er aktivitet. En anden måde at løse transportudfordringer på, er at skabe opmærksomhed om, at aktiviteter skal foregå lokalt og flere steder i kommunen. Arrangementer foregår ikke kun i Assens by, men også i de fem andre centerbyer.
3. Potentielle konflikter mellem de frivillige
Det kan være svært, når der opstår gnidninger og konflikter mellem de frivillige, og derfor er der fokus på konfliktforebyggelse mellem de frivillige. Hvis der opstår konflikter, tager kommunen initiativ til at mødes og lytte til hinanden, for at hjælpe med at finde en løsning på udfordringerne. Forebyggende har kommunen samlet alle foreninger med besøgstjenester og lignende, så de i netværk kan blive klogere på, hvad hinanden er gode til, få tips og tricks af hinanden og lave en god arbejdsdeling foreningerne imellem – uden en oplevelse af konkurrence.
1. Led opad mod det politiske niveau
I Assens Kommune vil de arbejde aktivt med at få KAN-opgaven omkring samspillet med civilsamfundet ind på den politiske og strategiske dagsorden i den nye byrådsperiode. Eksempelvis ved at koble til ældrelovens tredje bærende værdi om civilsamfundssamarbejde og de politiske visioner og principper for frivillighed i den enkelte kommune.
2. Find alt det der foregår allerede
Det er en opmærksomhed at have respekt for det omfattende, aktive foreningsliv og de mange fællesskaber, der allerede findes i civilsamfundet og i samarbejde med aftenskoler, kirker, biblioteker og boligforeninger. I Assens Kommune er der fokus på, at det gode liv ligger i fællesskaber uden for kommunen – og have øje for, at samarbejdet skal være på borgernes, og ikke på kommunens eller faglighedernes præmisser.
3. Lyt og skab mod
Det arbejdes med at lytte til hinanden og gøre den enkelte medarbejder i stand til at være nysgerrig og interesseret i borgerens liv – samt skabe mod og motivation hos borgeren til at deltage i fællesskaber.
4. Sig ja og hjælp
Kommunale medarbejdere og ledere skal være klar til at sige ja, når foreninger og aktive ældre i lokalområderne kommer med idéer eller spørger om hjælp.
5. Frivillighed er gensidig
Frivillighed skal gå begge veje, så begge parter får glæde af relationen og aktiviteten. Det er ikke bare en “vare”, der kan bestilles, og derfor arbejdes der med organisationens mindset omkring frivillighed – og også involvere Ældrerådet og andre aktører.
6. Støt kollegerne i driften
Alle kolleger på ældreområdet i Assens Kommune ved, at man kan henvende sig til afdelingen, hvis man:
- Har mødt en borger, der er ensom, men man ved ikke, hvad der findes af muligheder.
- Ser en borger, der – måske på trods – har nogle ressourcer, som kan være til gavn for andre.
- Har prøvet alt, man kunne få øje på, men det er ikke det, der motiverer borgere
- Har mødt en borger, der gerne vil gå til noget, men det findes ikke i området, hvor borgeren bor
- Bare er i tvivl….










